To mænd sigtes for drab på 42-årig rumæner – fire løslades
Politiet har sigtet to mænd for drabet på en 42-årig mand fra Rumænien.
To mænd bliver søndag fremstillet i grundlovsforhør. De er sigtet for drabet på en mand i Hirtshals. Fire mænd bliver løsladt i sagen.
Nordjyllands Politi rykkede lørdag morgen talstærkt ud, da en mand blev fundet livløs på fortovet på Sophus Thomsensvej i Hirtshals ved halv seks-tiden af en tilfældig forbipasserende.
Manden – en 42-årig rumæner - blev erklæret død på stedet af en ambulancelæge, og klokken 9.30 blev fire mænd anholdt i sagen. Senere på dagen kunne Nordjyllands Politi så melde ud, at de havde anholdt yderligere to personer.
Lørdag aften oplyser politiet i en pressemeddelelse, at to mænd er sigtet for drabet på den 42-årige mand, mens de fire andre mænd forventes løsladt efter afhøring i løbet af aftenen.
Den 42-årige mand har gennem noget tid boet og arbejdet i Danmark. Han kendte de seks personer, som er blevet anholdt i sagen.
Grundlovsforhøret vil foregå ved Retten i Hjørring klokken 13.