01:35

Mangeårigt Christiansborgsymbol vender hjem til Nordjylland

Efter næsten 30 år i Folketingssalen på Christiansborg er et stort kunstværk nu tilbage, hvor det blev til.

I 1987 kreerede kunstneren Berit Hjelholt en næsten seks meter høj gobelin, der fik titlen Som En Rejselysten Flåde. Værket blev til på hendes værksted ved Fjerritslev, og kort efter det var blevet færdiggjort, endte det som udsmykning af Folketingssalen på Christiansborg.   

Sidste år besluttede Folketingets formand, at det var tid til ny udsmykning af salen, og Vendsyssel Kunstmuseum skyndte sig derfor at lægge billet ind på Hjelholts værk. 

- Der er ingen tvivl om, at det er et af billedvæverens absolutte hovedværker, så vi er rigtig glade for og stolte over, at det er kommet til Hjørring, hvor vi også helt naturligt synes, det hører hjemme, siger museumsdirektør Sine Kildeberg. 

Deres ønske om at få det tilbage til Nordjylland blev opfyldt, og i dag blev det så præsenteret i dets nye hjem – Retten i Hjørring. 

- Det giver mulighed for at åbne dørene for nogen, der normalt ikke kommer i retsbygningen. De kommer ind og ser det, og får dermed også et kendskab til, hvad vi går og laver i dagligdagen, siger retspræsident i Hjørring Niels Otto Jensen.