Mystik omkring hovedløst rådyr
Foto: Mette Holst Engbjerg
Ulv, krybskytter eller stor hund. Der er ingen sikre svar på, hvad der er sket med rådyret, men buddene er mange.
Et hovedløst rådyr blev Langfredag omkring klokken 15 fundet i Tornby Klitplantage. Rådyret mangler hovedet, men har elleres ingen tegn på skader.
Det var Mette Holst Engbjerg, der fandt rådyret på en gåtur på en af områdets mange stier. Hun delte billedet på Flaskeposten. nu's Facebook-side. Der har efterfølgende været mange bud på, hvad rådyret har været udsat for. I kommentarfeltet umiddelbart efter billedet tror flest på krybskytteri.
Krybskytterne ville typisk gå efter opsatsen på et dyr, hvilket stemmer overens med det manglende hoved. Men dyret, der blev fundet, er en rå og har dermed ingen opsats. Så ikke alle tror på at rådyret har været udsat for krybskytteri.
Tidligere slagter Poul Winther, der går på jagt i området, mener, at der har været et andet dyr på spil. Han kan med sine mange års erfaring inden for slagteri-erhvervet se, at der ikke har været en kniv involveret i at skille hovedet fra kroppen, men at det derimod er bidt af. Spekulationerne, om der er en ulv i Nordjylland, kan dermed tage fart.
Skov- og Naturstyrelsen har været at tage prøver fra resterne af dyret, så man kan fastslå om, det har været en ulv på færre eller ej. Poul Winther tror dog ikke på, at der er tale om ulv, men nærmere en stor hund, der har udnyttet at den kunne sætte tænderne i en gammel rå, der var udfordret af tidens tand.
En af grundende til, at mange tvivler på, at det er en ulvs værk, er at ulven ikke ville skille hovedet fra kroppen på den måde. Den ville typisk gå efter bugen, hvor den kunne mæske sig i dyrets kød og tarme. Når råen er efterladt uden et eneste mærke på kroppen, så er det tvivlsomt, at det er en ulvs værk, mener flere jægere.
Da Skov- og Naturstyrelsen er gået på påskeferie, så er det ikke muligt at få svar på, hvornår DNA-prøverne kommer tilbage. Så hvornår mysteriet om det hovedløse rådyr bliver løst vides ikke.