Nej tak til bedre mobildækning
De nordjyske yderområder hungrer efter bedre mobildækning. Og i Løkken har kommunen nu givet tilladelse til en stor, ny mobilmast, der skal sikre god og stabil dækning, men planerne møder modstand blandt byens borgere.
En ny mobilmast skal sikre stabil dækning i Løkken. Men planerne møde stor modstand blandt byens borgere.
De nordjyske yderområder hungrer efter bedre mobildækning. Og i Løkken har kommunen givet tilladelse til en stor, ny mobilmast, der skal sikre god og stabil dækning.
- Men det grænser til vanvid, lyder det fra Poul Mørk fra Løkken, der kan se frem til en dårlig udsigt med en mast foran sit hus, hvis Hjørring Kommunes planer om en ny mobilmast bliver virkelighed.
- Hvorfor ikke lave den 200 meter længere væk, så er vi ude i et industrikvarter. Og der er masser af plads, siger Poul Mørk.
En stor gruppe borgere har gjort indsigelser og samlet underskrifter mod mobilmasten og dens placering.
De mener i stedet en eventuel mobilmast bør placeres uden for bymidten, hvor det ikke strider mod lokalplanen.
Også Per Aagaard er modstander af masten, der kan blive næsten tre gange så høj, som områdets lokalplan egentlig tillader.
- Der er andre små master rundt omkring i byen, der sidder på huse og sådan noget, så jeg kan ikke forstå, at man behøver flytte en 36 meter mast ind i byen, forklarer Per Aagard.
Men borgmester i Hjørring Kommune, Arne Boelt (Soc.dem), vil have masten i byen.
- Vi er ikke ud på at genere nogen, men omvendt så må vi også træffe den beslutning, der gavner flest muligt, fortæller Arne Boelt.
Ifølge borgmesteren kan det kun svare sig for teleselskabet, hvis de får dispensation til at lave en mast på 36 meter med en placering i midtbyen.
- Den kan faktisk ikke stå andre steder end her, hvis den skal dække bedst muligt til flest muligt, og hvis det skal være til den økonomi, som de vil sætte i det i forhold til teleselskabet. Og nu skal vi have en ordentlig dækning for både turister og borgere, fortæller Arne Boelt.
Den megen debat har nu fået borgmesteren til at indkalde til et borgermøde, hvor mindst to Løkkenborgere allerede har lovet deres deltagelse.
- Det vil jeg glæde mig til at høre en begrundelse for, hvorfor det er, siger Per Aagard.