Nervepirrende DM-semifinale i bordtennis: - Det bliver en stor oplevelse
Foto: Mick Knive Anderson
Konstitueret formand i B75, Daniel Christensen.
Bordtennisklubben B75 spiller deres første DM-semifinale nogensinde på hjemmebane i Hirtshals.
Der er lagt op til et sandt bordtennisbrag i Hirtshals fredag, når B75 tager imod Næstved i anden semifinale i kampen om en finaleplads.
Første kamp mod Næstved endte med et nederlag i golden set. Men med et resultat på 4-4 i ordinærkampen er spiller og formand for B75, Daniel Christensen, optimistisk op til dagens vigtige kamp.
- Vi har vist rigtig godt spil, og jeg er overbevist om, at vi kan trække en sejr hjem på hjemmebane. Det kræver, at vi præsterer på højeste niveau, siger han.
Han er stolt over, at det er lykkedes de ambitiøse bordtennisspillere i Hirtshals at kunne invitere nordjyderne indenfor til en DM-semifinale.
- Det bliver en stor oplevelse. Nogen siger, at det er verdens hurtigste sport, og det glæder vi os til at vise frem. Det er en mulighed for at vise, hvor gode vi kan være i lille Hirtshals, siger han.
I modsætningen til første semifinalekamp er Daniel Christensen ikke selv i aktion fredag. I stedet overtages hans plads af Ivik Nielsen, der er blevet kåret til Årets Idrætsperson på Grønland.
- Jeg glæder mig til at følge drengene på sidelinjen. Jeg er stolt og tror på, at de vinder, siger han.
Kampen begynder i Hirtshals Idrætscenter fredag klokken 16. Hvis B75 ender med en sejr, spilles tredje semifinale i Næstved 14. maj. Vinderen af semifinalen skal møde Roskilde med blandt andet Michael Maze i finalen.