Niels Ole Sørensen får Jazz-Prisen

Formanden for Jazzy Days i Tversted får personlig anerkendelse og pris på DMA Jazz 2015.

Niels Ole Sørensen er en glad mand. Rigtig glad. For han har lige vundet en kæmpe pris for sit arbejde med Jazzy Days i Tversted. 

- Det er fantastisk. Jeg vidste godt nok, at jeg var nomineret til P8-jazzprisen, men jeg anede slet ikke, at jeg ville gå hen og vinde, siger en glad Niels Ole Sørensen på en telefon fra København. 

- Jeg er superglad, for det er jo den største pris inden for den danske jazzverden - prisen svarer jo til den 'almindelige' Danish Music Award, forklarer han.

I aftes blev han belønnet for sit store arbejde som formand for Jazzy Days. En post, han har besiddet de sidste fem år. 

- Godt nok er det mig, der har fået prisen. Men en formand er jo ikke noget i en forening uden de 35-40 frivillige, som er med til at gøre Jazzy Days til virkelighed. Og det er det, der gør prisen så fantastisk, understreger Niels Ole Sørensen, der mener, at 2015-udgaven af Jazzy Days var den bedste nogensinde. 

- Programmet og afviklingen fungerede bare, og vi har fået Jazzy Days op på et højt plan - vi ramte plet. 

 Niels Ole Sørensen blev nomineret via P8s Facebook-side, hvor de fem med flest nomineringen blev indstillet til prisen, hvorefter P8s redaktion fandt vinderen. 

Jazzy Days i Tversted finder sted hvert år i uge 42. 

Se billeder fra DMA Jazz her: 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland