Nytårsforsæt holdt ved: Martin skiftede franske hotdogs ud med maraton
Tømrermester Martin Sivesgaard fra Hjørring begyndte for halvandet år siden at træne i et center for at tabe de 30 kilo, han var overvægtig - og han er ikke stoppet endnu.
Vi har alle sammen prøvet at stå der: 1. januar, når jul og nytår er overstået, og vi med bæven træder op på badevægten, lover vi bod og bedring - og styrter ud for at købe både grøntsager og et fitness-medlemskab, for nu skal det være, og nu skal vi af med de dumme kilo.
Desværre ender de fleste af os med at glemme både fitness-medlemskabet og de gode intentioner efter få uger eller måneder, og vi finder aldrig ud af, hvordan det kunne være gået, hvis vi havde holdt ved de nye vaner.
Men ikke Martin Sivesgaard fra Hjørring - han har holdt fast i motivationen til at træne i mere end et år, og det har i den grad givet gevinst for den selvstændige tømrermester.
Ville være en ny mand
Da Martin Sivesgaard første gang trådte ind i FitnessDK i Metropol i Hjørring for halvandet år siden vejede han 100 kilo og ville hellere spise franske hotdogs end at være aktiv.
Jeg prøvede også at komme af sted på nogle løbeture, men jeg var simpelthen ikke klar til det.
Martin Sivesgaard
- Jeg har været på mange slankekure og suppekure og alt muligt andet. Jeg prøvede også at komme af sted på nogle løbeture, men jeg var simpelthen ikke klar til det, siger Martin Sivesgaard.
Klar blev han først i efteråret 2016, og siden har træner Per Møller haft fornøjelsen af at banke Martin Sivesgaard i form.
- Nu er jeg jo heldig, at jeg er godt gift med min kone, Mette, men jeg var simpelthen nødt til at sige til hende, at det var det her, jeg havde tænkt mig at gøre. Og jeg kan huske, at jeg også sagde til hende, at hun også ville få en ny mand bagefter, siger Martin Sivesgaard.
Tålmodighed er koden
I dag skal man da også være ualmindeligt svagtseende for ikke at kunne opdage forskellen på den Martin, der meldte sig ind i fitness-centeret, og den Martin, der stadig kommer der. 30 kilo har tømrermesteren smidt - og et år efter sin første træning gennemførte han sin første maraton i tiden tre timer og 23 minutter.
En imponerende præstation, der har krævet udholdenhed og tålmodighed undervejs.
- Man skal være tålmodig for at tabe sig, for det tager tid. Det at tabe sig fem kilo kan sagtens tage 15 uger, siger træner Per Møller.
Planen skal være klar
Så hvad er hemmeligheden - altså, udover træning, danskvand og frugt - hvis man gerne vil holde fast i sin træning?
Ifølge både Martin Sivesgaard og Per Møller kræver det en plan. En nøje lagt plan, faktisk. Og så kræver det et mål, man gerne vil nå.
- Du skal have kroppen med, du skal have hjernen med, du skal have dig selv med i det. Og det er din livsstil, du skal ændre. Det tager også noget tid. Du kan ikke bare beslutte dig hen over en nytårsmiddag eller et væddemål, siger Martin Sivesgaard.