Opløftende nederlag til VEB mod de danske mestre

På trods af et nederlag på 1-5 mod mestrene fra Skovshoved er der tilfredshed ved Vendsyssel Elite Badminton.

Der er ingen tvivl om, at der er klasseforskel på spillerne fra VEB og Skovshoved. Fem af Skovshoveds spillere er i top syv på verdensranglisten, mens kun en af VEBs spillere er at finde i top 40 blandt verdens bedste.

Man kunne fristes til at tro, at det derfor også ville blive en nem opgave for spillerne fra Skovshoved at vinde på hjemmebane i Klampenborg over Vendsyssel. Og de vandt da også – men det blev ikke uden at kæmpe for det.

Amerikanske Beiwen Zhang brillerede og nuppede sin 17. singlesejr i 17 kampe over den forsvarende danske mester, Mette Poulsen. Det var dog den eneste sejr for VEB torsdag aften.

Zvonimir Durkinjak og Jacco Arends var tæt på at løbe men sejren i første sæt mod Carsten Mogensen og Mads Conrad med en føring på 18-16. Det lykkedes dog ikke, og skovserne fik lov at styre spillet, som de vandt i to sæt.

Og damedoublen Clara Nistad og Emma Wengberg viste gode takter og vandt første sæt mod Kamilla Rytter Juhl og Sara Thygesen. Men selvom de var foran i både andet og tredje sæt, formåede de aldrig at færdiggøre det, og de måtte se sig slået 2-1.

I mixdouble var Cheryl Seinen og Lasse Mølhede på banen mod Christinna Pedersen og Mads Pieler Kolding. Vendsyssel-spillerne tabte i to sæt.

På nabobanen spillede Victor Svendsen herresingle mod Emil Holst, og selvom det ifølge VEB var Victor Svendsens bedste kamp i denne sæson, blev det til et nederlag. Emil Holst fra Skovshoved har tidligere i år vundet over den kinesiske veteran Lin Dan, som Victor Axelsen som bekendt slog ved VM-finalen i august.

Den eneste VEB-spiller, der skuffede, var Raul Must, som led et nederlag i to sæt. Det er tredje nederlag i fire kampe.

- Det er aldrig en god fornemmelse at tabe 1-5, men netop i aften føltes det slet ikke så tosset. To timer og 45 minutter varede holdkampen, og vi sendte et signal om, at afstanden op til Skovshoveds stjernespækkede hold er mindre, end vi troede, skriver Vendsyssel Elite Badminton i en pressemeddelelse.

VEB er på banen igen 7. november mod Odense.


Seneste nyt

fra Nordjylland