Pres på: Revy jagter flere rekorder

Hjørringrevyen skal følge op på successæson.

16.000 publikummer, 40 udsolgte forestillinger og topkarakterer fra anmelderne. Sommeren 2019 blev en ren jubelsæson for Hjørringrevyen. Nu er holdet sat, der skal forsøge at føre succesen videre.

- Jeg har megastore forventninger, og det har jeg, fordi vi igen har et fantastisk hold med landskendte stjerner, og folk som er utrolig kreative og rigtig gode til at arbejde sammen, fortæller revydirektør, Henrik Baloo Andersen, til TV2 Nord.

Revydirektøren præsenterede i dag skuespillerne til 2020 sæsonen. De fem på scenen bliver Gordon Kennedy, Merete Mærkedahl, Uffe Rørbæk, Trine Gadeberg og Kasper Le Fevre. De tre første er nye på holdkortet, men revydirektør Henrik Baloo Andersen er ikke tvivl om, at de kan bygge videre på succesen fra 2019.

- Vi har haft en sæson i 2019, der overstiger alt, hvad vi tidligere har prøvet heroppe. Det er klart med den medvind, som vi havde sidste år, så tror jeg på, at vi får et massivt billetsalg. Folk kan godt begynde at glæde sig til det her hold, pointerer Henrik Baloo Andersen.

Sidste år havde revyen planlagt 32 forestillinger. De endte med 40. Alle var udsolgt. I 2020 regner de foreløbig med 38 forestillinger. Billetterne blev sat til salg i dag klokken 12.13 af forestillingerne var allerede udsolgt på forhånd.

- Det er ikke noget mål i sig selv, at sælge mere end sidste år. Det der er målet, det er at lave en fantastisk revy. Det vil det altid være, siger Henrik Baloo Andersen til TV2 Nord.

Hjørringrevyen har premiere d. 13. juni, og den slutter igen d. 1. august.


Seneste nyt

fra Nordjylland