Sæsonens første point til Vendsyssel FF

Vendsyssel hentede sæsonens første point, da det blev 1-1 ude mod Fremad Amager.

Vendsyssel var før dagens udekamp mod oprykkerne fra Fremad Amager fortsat uden point efter tre runder af 1. division, men det blev der ændret på i dagens kamp på Sundby Idrætspark. Det skriver bold.dk.

Gæsterne fra Vendsyssel kom til et par chancer i kampens indledning, men det var hjemmeholdet, som kom i teten efter en halv time, da Rune Friis sparkede bolden i nettet med venstrebenet.

Efter pausen sad Vendsyssel på spillet og jagtede en udligning mod et Fremad Amager-hold, som havde rigeligt at se til med at forsvare sig.

Med knap ti minutter igen kom udligningen, da René Joensen med venstrebenet sparkede bolden i nettet til 1-1.

Kort efter udligningen fik Fremad Amagers Hakan Redzep rødt kort, og så jagtede Vendsyssel sejren, men det sluttede 1-1. Dermed er begge hold fortsat uden sejr i denne sæson.


Seneste nyt

fra Nordjylland