LIGE NU:

Samler julegaver ind til udsatte børn

Susanne Hald fra Hjørring bruger al sin tid på at sikre, at udsatte børn i Hjørring Kommune får julegaver. Hun står i spidsen for en stor indsamling af legetøj, som hun og hendes hjælpere pakker ind og giver videre til børnene. 

To rum i Fortuna Hjørrings bygning på Børge Christensens Vej er omdannet til julemandens værksted. Det er her, at Susanne Hald samler alle de mange ting ind, som private og foreninger i Hjørring Kommune donerer til udsatte børn.

Her er der kasser med lego, bamser i alle størrelser, brugte computere, bøger, spil, heste og meget mere.

- Jeg tænker, at det er fantastisk, at så mange har støttet, siger Susanne Hald. 

To lokaler er fyldt med brugt legetøj.
To lokaler er fyldt med brugt legetøj.
Foto: Christian Henriksen

Det er 5. år, at Susanne Hald står i spidsen for indsamling af gaver til børn i Hjørring Kommune.

- Det er en drøm om at gøre en stor forskel for børn, som bliver overset i mange indsamlinger. Jeg ved, at det betyder rigtig meget for børnene. Det er så rørende, når de kommer og henter gaverne, siger Susanne Hald. 

Sidste år fik 159 børn i alderen 0-18 år gaver fra indsamlingen. Det er Børne- og familieafdelingen i Hjørring Kommune, som vælger de børn ud, som skal have gaver.

- Jeg er sikker på, at tallet bliver højere i år. Det har jeg en klar fornemmelse af. Der er ingen af de her familier, som har fået flere penge til at købe gaver for, siger Susanne Hald. 

I dag er sidste dag, hvor folk kan aflevere deres bidrag til Indsamlingen til julegaver 2018 i Hjørring Kommune til Susanne Hald i huset på Børge Christensens Vej, men Susanne Hald lover, at åbne ekstraordinært hvis folk henvender sig med gaver i næste uge, ligesom der i Vrå den 1. december er en af tre særindsamlinger, hvor Susanne Hald og hendes hjælper kommer ud efter gaver. 

Der deles gaver ud til børn i alderen 0-18 år. Det er Børne- og Familieafdelingen i Hjørring Kommune, som indstiller familier til at modtage en gave.
Der deles gaver ud til børn i alderen 0-18 år. Det er Børne- og Familieafdelingen i Hjørring Kommune, som indstiller familier til at modtage en gave.
Foto: Christian Henrilksen