Seniorer i Hjørring får billig taxatur to gange om ugen
Foto: Iben Hedemann
En tur med taxa kommer maksimalt til at koste 40 kroner for seniorer i Hjørring by.
Kommunen tilbyder ældre borgere i Hjørring by at blive kørt billigt til og fra centrum i taxa. Og så er der oveni gratis kaffe, mens man venter.
Taxa Smuttur er navnet på en ny taxa-ordning, der skal øge transportmulighederne for seniorer i Hjørring by.
Hjørring Kommune og Nordjyllands Trafikselskab (NT) har indledt et samarbejde med DanTaxi Hjørring og Taxa24Nord for at udvikle et nyt transporttilbud for seniorer bosat i Hjørring by.
Fra den 4. april kan seniorer inden for Hjørrings byskilte kan bestille en Taxa Smuttur ind til Hjørring centrum i formiddagstimerne for 40 kr. pr. vej. Ordningen er et supplement til den eksisterende kollektive trafik i byen.
Taxa Smuttur er en samkørselsordning, der kan benyttes hver tirsdag og torsdag. Her samles dagens tilmeldte op på deres adresse fra kl. 9.00 om morgenen for at blive kørt ind til en af de to holdepladser i Hjørring centrum ved Sct. Olai Plads eller i Danmarksgade nær Metropol. Hjemtransporten foregår kl. 11.15 eller kl. 12.30 fra en af de to holdepladser i Hjørring Centrum.
Hjørring Kommune har indgået et samarbejde med handelstandsforeningen, hvor udvalgte partnere tilbyder dagens passagerer en gratis kop kaffe, mens de venter på taxaen hjem. Rollator kan medbringes på turen, og chaufføren giver gerne en hjælpende hånd med at bære indkøbsposerne ind.
Bedre transportforhold for seniorer
Samarbejdet kommer i kølvandet på omlægningen af busdriften i Hjørring Kommune, som trådte i kraft efter sommerferien i august 2015. Omlægningen blev designet for at tilgodese de store pendlerstrømme i kommunen, men har samtidig også gjort det mere besværligt for nogle borgere at komme med bussen.
Lotte Vang, chef for Erhverv & Borger i Hjørring kommune, siger:
- Efter omlægningen af busdriften er vi bl.a. blevet gjort opmærksom på, at seniorer i visse dele af Hjørring by har udfordringer med at komme ind til centrum i dagtimerne. Vi kigger selvfølgelig hele tiden efter alternative løsninger til at forbedre transportforholdene for alle borgere i kommunen, og i det her konkrete tilfælde er det lykkes os at finde en god løsning sammen med vores lokale taxaselskaber.
Taxa Smuttur starter op som et 3 måneders pilotprojekt og kan bestilles fra den 4. april til udgangen af juni på tlf. 72 33 34 35. Hvis ordningen viser sig at være en succes, vil den fremover blive et fast tilbud i Hjørring by - og på sigt måske også udbredt til andre områder i kommunen.