Sindal Marked åbnede uden heste
Den 31. udgave af Sindal Marked åbnede i dag, men for første gang nogensinde var der ingen heste på markedspladsen. Frygten for den potentielt dødelige hesteherpes, som er konstateret på Fyn og siden i Jylland, har fået Sindal Marked til at indføre et hesteforbud.
Den 31. udgave af Sindal Marked åbnede Kristi Himmelfartsdag, men for første gang nogensinde var der ingen heste på markedspladsen.
Hesten i logoet er den eneste de besøgende kommer til at se på årets Sindal Marked. De levende heste får nemlig ikke lov at komme ind, da frygten for den potentielt dødelige hesteherpes, som er konstateret på Fyn og siden i Jylland, har fået Sindal Marked til at indføre et hesteforbud.
- Vi vil ikke risikere, at den sygdom, som er udbredt blandt heste i øjeblikket, kommer herop, siger Henrik Pedersen, som er medlem af markedsudvalget.
Det er et enigt markedsudvalg, som har truffet beslutningen om, at årets Sindal Marked er hestefrit for ikke at risikere, at heste, der er smittet med virussen hesteherpes, kommer ind på pladsen.
- Det er en sygdom, som smitter ved kontakt og ved at heste føres sammen. Det er en sygdom, som giver dem lammelser og gør, at de har problemer med at komme af med urin og afføring. I værste fald må man aflive dem, siger dyrlæge Hanne Mortensen St. Valle fra Sindal.
Første marked uden heste
Der har været heste på Sindal Marked i hele markedets historie. Der plejer at være 20 til 25 heste på markedspladsen, men i den 31. udgave af Sindal Marked bliver der ikke lavet nogen hestehandler.
- Selvfølgelig mister vi noget, men vi er ikke verdens største hestemarked. Det må vi erkende. Jeg tror, vi vil miste mere ved at tage hestene herop, så vi har simpelthen valgt at droppe dem, siger Henrik Pedersen.
- Det er jo den eneste rigtige beslutning, fordi man ved ikke, hvor hestene har været tidligere, så den eneste beslutning er at holde dem fra hinanden, indtil vi ved, hvad det her bringer, siger Hanne Mortensen St. Valle.
31. maj begynder Hjallerup Marked, som er Nordeuropas største hestemarked. Herfra er meldingen, at man indtil videre ser tiden an, før det bliver besluttet, om heste får adgang eller ej. I Sindal bakker markedsgæsterne op om hesteforbuddet.
- 99 ud af 100 har været meget positive over for vores beslutning, siger Henrik Pedersen.
Fakta om hesteherpes
Herpesvirus 1 forårsager feber, luftvejslidelser, lammelser og eventuelt abort hos drægtige hopper.
Sygdommen starter oftest som en luftvejsinfektion med feber og hoste. Efter ca. 2 uger kan der tilstøde lammelser.
Herpesvirus 1 smitter primært som dråbeinfektion fra luftvejene ved såvel direkte kontakt fra hest til hest samt indirekte kontakt via tøj, skotøj, trailer, foder og udstyr til heste osv. Der kan også forekomme smitte fra andre legemsvæsker.
Vaccination kan foretages mod typer af herpesvirus, men dækker ikke optimalt mod herpesvirus 1.
Hestens herpesvirus 1 smitter i øvrigt ikke mennesker.
Hvordan overvåges en hestebesætning?
Observation af hestenes almenbefindende og temperaturtagning er de primære værktøjer til at opdage sygdom og forebygge spredning.
Ved temperatur fra 38,3 og opefter bør følgende foretages:
- Tilkald dyrlæge
- Få stillet en diagnose, herunder få taget laboratorieprøver
- Ingen til- eller afgang af heste til stalden indtil situationen er afklaret
Kilder: Dansk Ride Forbund, SEGES og Den Danske Dyrlægeforening