Skrald flød på Lønstrup strand: Nu er der rent igen

Masser af affald skæmmede Lønstrup strand efter kraftige vindstød, men nu har kommunen ryddet op.

Forårssolen skinner, og med temperaturer op til 15 grader i vente kan en hyggelig gåtur på stranden lokke. For få dage siden var der dog ikke meget hygge over stranden i Lønstrup. På en lang strækning flød der med affald, som var skyllet op fra havet på grund af kraftige vindstød.

Efter en hurtig indsats fra fire personer ved Park og Vej i Hjørring Kommune er stranden nu igen fri for skrald. Det fortæller teamleder Jan Laustsen.

- Vi gjorde en indsats med det samme, der kom fokus på det, siger han.

Det meste af oprydningen gik forholdsvis nemt, men der er dog affald, som kommunen først kan rydde op senere på året.

Selv nyder Jan Laustsen, at kommunen igen kan byde velkommen til en præsentabel Lønstrup strand.

- Jeg er glad for, at vi bor i en kommune, der yder penge til at vi kan holde strandene rene, siger Jan Laustsen.

På Facebook har Alice Vognsen delt det synlige bevis på, at stranden igen er fri for affald:

Kommunen har normalt en forårsrengøring, ligesom lokale også gør rent på kommunens strande. Her i foråret forsøger kommunen noget helt nyt, nemlig at samle skrald med maskiner. Det kan dog kun lade sig gøre på områder med sand.


Seneste nyt

fra Nordjylland