SMS Hjertestop: Erling er taknemmelig for hjælpen

Erling Johansen fra Sindal faldt om med kramper. Frivillige fra SMS Hjertestop-ordningen var hurtigt fremme for at hjælpe.

13. august 2018 er en dag Erling Johansen og hans hustru Annemarie aldrig glemmer. For tidligt om morgenen i hjemmet i Sindal bliver Erling pludselig alvorligt syg.

- Der sker det, at cirka klokken fem om morgenen vågner Annemarie ved, at jeg ligger og kramper over hele kroppen, og giver nogle mærkelige lyde fra mig og er fuldstændig ukontaktbar, siger Erling Johansen.

 

Frivillige støtter hustru

Hans hustru ringer 112, og lægerne vurderer ud fra Annemaries beskrivelse af Erlings situation, at han har problemer med hjertet, som holder nogle pauser, hvilket giver ham kramper.

Der bliver sendt en lægeambulance mod Sindal, og samtidig går der besked til den lokale SMS Hjertestop-ordning, som stiller med fire frivillige, som ankommer kort før lægen. Det bliver konstateret, at Erlings hjerte slår. Og de frivillige fra SMS Hjertestop tager sig nu af Annemarie.

- Og de siger til Annemarie. Nu går vi ind i stuen, så kan vi lige sidde og sludre lidt. Så hun ikke skal overvære hvad SMS Hjertestopperne gør ved mig, hvad lægen gør ved mig, og hvad der i øvrigt sker og ligesom har nogle at snakke med. Det er så nogle lokale, som hun kender, og det har jo stor værdi, fortæller Erling Johansen.

quote Min kone har levet halvdelen af sit liv i en idrætshal og spillet håndbold. Og en af dem, der kom, var halinspektøren. Og så kan Mogens jo sige til Annemarie: tag det nu roligt Annemarie

Erling Johansen, Sindal

Lokal hjælp giver tryghed

Erling bliver kørt med ambulance til sygehuset, hvor han bliver udredt nærmere. Det viser sig, at han ikke havde hjertestop, men andre problemer med hjertet på grund af epilepsi. I dag er Erling dybt taknemmelig for, at de frivillige var så tæt på og kunne træde til og bruge deres tid på at hjælpe andre. Og det betyder også meget for ham, at det var lokale frivillige, som han selv og hans hustru kender.

- Min kone har levet halvdelen af sit liv i en idrætshal og spillet håndbold. Og en af dem, der kom, var halinspektøren. Og så kan Mogens jo sige til Annemarie: tag det nu roligt Annemarie, eller hvad han nu har sagt. Men hun skal ikke sådan bekymre sig om, hvem det nu er, og hvad det nu er for en gut, der kommer. Tilliden er der lige fra døren går op, man kender dem i andre sammenhænge. Det er nogle ordentlige gutter, siger Erling Johansen.

For Erling Johansen giver det tryghed at vide, at der er frivillige i nærheden, som er i stand til at hjælpe, og som kan være med til at redde liv - og ikke mindst være noget for de pårørende. En hjælp, som hans hustru også sætter pris på.

- Hun har haft det sådan siden, at nu er det sket én gang, kan det så ikke ske igen? Jo det kan. Og så ved hun, at der er nogen. Det er hende, der har haft oplevelsen og glæden ved at vide, at der var nogen, siger Erling Johansen.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland