Snekke udstiller på dansk
På Vendsyssel Kunstmuseum kan man for tiden opleve den lokale kunstner Snekke Kristensens nye udstilling "På Dansk". I dag var der såkaldt Artist Talk, hvor Snekke selv viste museumsgæsterne rundt.
Den vendsysselske kunstner er klar med ny udstilling.
På Vendsyssel Kunstmuseum kan man for tiden opleve den lokale kunstner Snekke Kristensens nye udstilling ”På Dansk”. Søndag var der såkaldt Artist Talk, hvor Snekke selv viste museumsgæsterne rundt for fuld museumssal.
- Jeg har det der princip, at det er lettere at snakke om en alvorlig ting, hvis man har et humoristisk udgangspunkt, siger Snekke Kristensen om sin nye udstilling.
Snekke Kristensen beskriver sine værker som historiefortællinger, der viser både det gode og det dårlige – men uden at værkerne skal tage stilling til nogle af tidens diskussioner.
- Vi mennesker vi er jo nogle underlige mennesker, hvor vi har en masse synspunkter om alt muligt, og vi skifter hele tiden mening, siger Snekke Kristensen.
Ved ferniseringen for to uger siden besøgte over 300 gæster Snekkes ”På Dansk”-udstilling, og igen i dag var der stor interesse for de farverige malerier.
- Han kan udtrykke de ting, han vil have frem. De er enkelte og let forståelige, og det er sådan set det, vi godt kan lide. Der er meget kunst, hvor man skal gætte sig til en masse ting, siger Marianne Jepsen, der er en af de besøgende ved dagens Artist Talk.
Udstillingen kører på Vendsyssel Kunstmuseum frem til den 28. marts.