Stor opgave til nystartet Hirtshals-virksomhed
Fiskernes Fiskesortering skal bruge et nyt sorteringsanlæg - og opgaven er gået til erfarne mænd med spritny virksomhed.
Hvad der skal til for at lande en stor opgave med et levere et nyt rødspættesorteringsanlæg?
Erfaring er et rigtig godt bud, og det er også, hvad de to herrer, Kim Nielsen og Torben Jensen, kommer med, selv om deres virksomhed stadig er i sin spæde opstart. Nordjysk Stål Service er stadig helt nyt, men de to har tilsammen 40 års erfaring som smede. Og det kommer de til at trække på, når Nordjysk Stål Service inden længe skal levere alt fra transportbånd, rullebaner, stålkar og slisker til det nye sorteringsanlæg, Fiskernes Fiskesortering har bestilt.
Derudover skal de også stå for samling og montering af selve maskinen, som bliver leveret fra Island. Opgaven er Nordjysk Stål Services største opgave til dato.
- Vi er selvfølgelig meget glade for, at Fiskernes Fiskesortering har givet os denne store opgave og vist tillid til, at vi kan udføre den på bedste vis. Der er ingen tvivl om, at dette er en stor mundfuld for os to mand alene. Derfor har vi også måttet leje en ekstra mand ind i starten af projektet, indtil vi havde et overblik over tidshorisonten for at lave sådan et projekt, lyder det fra Kim Nielsen og Torben Jensen.
- Derudover et vi meget taknemmelige for den opbakning, kunderne her i Hirtshals har vist os ved opstart af vores virksomhed. Vi kender dem fra opgaver igennem vores tidligere job, og vi har kun modtaget ros for at have taget springet med at starte op som selvstændige for at kunne servicere dem nu og i fremtiden.
Nordjysk Stål Service blev startet i marts i år, og det er tydeligt, at de to smede har fundet sig et godt marked: De har nemlig nok at se til. Laksefabrikkerne i Hirtshals, Vestkajens Maskinværksted og Hirtshals Yard har alle haft bud efter dem, og for nylig modtog de også en større opgave ved Seawell i Hirtshals.
Virksomheden leverer ikke kun løsninger til fiskeindustrien, men også til skibe, slagterier, mejerier og til fødevareindustrien generelt. Og så leverer de rustfrie produkter og materialer til restauranter, caféer, køkkener, svømmehaller og mange flere.