Stuehus brændte ned, mens ejer hentede sin sambo
Foto: Christian French / TV2 Nord
Et stuehus syd for Hjørring er natten til lørdag brændt ned til grunden på ganske kort tid.
Stuehuset på en gårdejendom på Harkenvej mellem Harken og Rakkeby syd for Hjørring var umuligt at redde, da slukningsmandskabet lidt over to natten til lørdag nåede frem til det brændende hus.
- Da vi kommer derud, er der brand i det hele. Det er en vinkelbygning, hvor det ene er lade, og det andet er stuehus. Der var ild i det hele, da jeg kommer derud som en af de første, siger Jesper Ludvigsen, der er indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, Hjørring.
Ifølge vagtchefen ved Nordjyllands politi var ejeren af huset kørt ud for at hente sin samboende, og da de kom tilbage, havde flammerne et så hårdt greb om huset, at det ikke stod til at redde.
Brandårsagen er endnu ukendt, men det skal nu undersøges, når efterslukningsarbejdet er afsluttet i løbet af lørdagen.