Surfere reddet ved Hirtshals: Lå i vandet og var underafkølede
Foto: Michael Pennerup, Kanal Frederikshavn
Arkivfoto.
Uggerby Strand: To surfere blev lørdag eftermiddag reddet i land, og fløjet til Aalborg Universitetshospital.
Redningsmandskab var lørdag eftermiddag i aktion ved Uggerby Strand i Hirtshals. Her havde et par surfere bevæget sig ud i det kolde vand for at surfe.
Hvad der præcist skete, vides ikke, men surferne var imidlertid ikke i stand til selv at komme ind igen.
- Vi fik lokaliseret dem cirka 200 meter ude, hvor de blev fisket op af redningshelikopteren. Så blev de fløjet til Aalborg Universitetshospital, fortæller indsatsleder Thomas Dybro fra Nordjyllands Beredskab.
Både forsvarets redningshelikopter og to redningsbåde fra henholdsvis Hirtshals og Løkken blev rekvireret til ulykkesstedet.
Ifølge indsatslederen havde den ene surfer mistet sit surfboard, da de to var kommet i knibe, og drev ud mod åbent hav.
- De var underafkølede da de blev reddet, og skulle derfor ind til kontrol, fortæller indsatslederen.
- Det føles jo som 12 minusgrader derude med den vind, fortsætter han.
@forsvaretdk har samlet to surfere op øst for Hirtshals. De er lettere underafkølede og bliver fløjet til Ålborg sygehus. #dkforsvar
— Forsvaret (@forsvaretdk) 17. marts 2018