Unge vil have muligheder: Flere søger kombineret uddannelse
Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord
Lærke Ottosen læser på EUX, og om 4 1/2 år er hun både ernæringsassistent og student.
Søgningen på EUX-uddannelsen på EUC i Hjørring er fordoblet på bare to år. Uddannelsen kombinerer en erhvervsuddannelse og gynmasieuddannelse.
De giver de unge flere muligheder at stå både med en studenteksamen og uddannelse som håndværker.
Uddannelsestiden er på 4 1/2 år på EUX for Lucas Vede fra Skagen, men det betyder mindre. Han går efter en uddannelse, som giver muligheder senere. Derfor vil han både være tømrer og student.
- Du er ikke i bås. En dag kan man have tømrerfag og slå søm i, og den næste dag kan man sidde i dansktimen og analysere tekster, siger Lucas Vede.
Uddannelsen er et hit på EUC Nord i Hjørring. De første hold begyndte på uddannelsen i 2015, og interessen for uddannelsen er stigende. Sidste år startede 73 på uddannelsen. I år er der begyndt 95 elever på EUX linjen. En af dem er Lærke Ottosen fra Lendum, som er startet på gastronomi og servicelinjen.
- Det jeg får ekstra er, at jeg får en gymnasial uddannelse. Hvis nu jeg vil videreuddanne mig senere, så skal jeg til at gå på gymnasiet. Det skal jeg ikke nu, siger Lærke Ottosen.
Uddannelsen skal være med til at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelsen, men uddannelsen har også betydet, at EUC er i intern kamp med sig selv, da en del af de unge vælger netop EUX-uddannelsen i stedet for en almindelig erhvervsuddannelse.
- Det er nogle fantastisk målrettede unge mennesker, som vælger uddannelsen. Det er unge mennesker, som vi kan være stolte af, for det er nok den hårdeste ungdomsuddannelse, som der findes, siger direktør for EUC Nord i Hjørring, A. Neil Jacobsen.
At uddannelsen er hård betyder ikke noget for Lucas Vede. Han er færdig om 2 år.
- Jeg regner med, at jeg skal være tømrer, og så vil jeg senere læse videre til bygningskonstruktør, siger han.