Ungt Tårs-par vinder bryllup til 135.000 kroner
Foto: Privatfoto
Et par fra Tårs har vundet et bryllup til 135.000 kroner af Vendsyssel Historiske museum. Til gengæld skal deres bryllup dokumenteres på museet.
Et par fra Tårs fik sig en glædelig overraskelse tirsdag morgen, da Vendsyssel Historiske museum bankede på deres dør.
Med en flaske bobler i hånden kunne museumsdirektøren nemlig fortælle 25-årige Peter Thestrup og 24-årige Dina Nørgaard en glædelig nyhed: De er vinderne af et storslået bryllup til en værdi af 135.000 kroner.
- Det var helt overvældene. Vi kiggede skeptisk på hinanden, og tænkte, kan det her virkelig passe, siger den kommende brud, Dina Nørgaard.
I alt havde 130 par fra Vendsyssel lagt billet ind på at vinde konkurrencen, men kun fem ansøgninger blev udvalgt til en finalerunde, hvor museumsdirektør John Rendboe trak lod blandt de fem par sidste fredag.
Parrene måtte dog vente i spænding til denne tirsdag morgen.
- Vi gik i seng med en lidt underlig fornemmelse i maven. Vi vidste ikke, hvad vi ville stå op til. Der var jo størst chance for, at vi ville stå med en lang næse, men vi blev de heldige. Det er så dejligt, siger Dina Nørgaard.
Det er Vendsyssel Historiske Museum, der står bag konkurrencen. De har allieret sig med forskellige sponsorer, så parret kan se frem til et bryllup, hvor de får karetkørsel, bryllupstøj, ringe og en fest med alt betalt på Hjørrings gamle rådhus for 56 personer.
Men konkurrencen er ikke kun for sjov skyld. For at vinde brylluppet, skal parret nemlig indvillige i at museet må dokumentere selve brylluppet i både tekst og billeder. Og senere skal lige netop deres bryllup indgå i en større udstilling på museet.
- Det er da lidt overvældene, at så mange kan følge med i vores bryllup, men det er jo en vild præmie at vinde, så det har vi selvfølgelig ikke noget problem med, siger Dina Nørgaard.
Brylluppet kommer til at foregå 12. november, og vielsen skal finde sted i Sct. Catharinæ Kirke i Hjørring.