Utraditionel sejr: Kun selvmål på tavlen i Vendsyssel FF-sejr

Vendsyssel FF fik overordentligt meget hjælp af søndagens modstander i 1. division. Med en 2-1-sejr over HB Køge rykker klubben op på andenpladsen.

Jo jo, der bliver da scoret selvmål fra tid til anden i de bedste rækker i dansk fodbold. Men det er vist ekstremt sjældent set, at samtlige mål i en kamp er selvmål. 

Ikke desto mindre var det lige præcis tilfældet for Vendsyssel FF's kamp i 1. division søndag eftermiddag: Lutter selvmål i den 2-1-sejr over HB Køge, der sikrede nordjyderne en andenplads i tabellen.

Det første selvmål blev dog på Vendsyssel FF's regning. Mod slutningen af første halvleg kom Moses Opondo til at skubbe bolden over egen målstreg i den forvirring, der var opstået i feltet. 1-0 til HB Køge, og så måtte der knokles på i anden halvleg.

Heldigvis for Vendsyssel FF var hjemmeholdet mere end parate til at hjælpe, så det ud til. Fem minutter inde i anden halvleg blev midtbanespilleren Henrik Madsen særdeles hjælpsom, da han i stedet for at cleare en bold i HB Køge-feltet sørgede for at banke den i egne netmasker.

Og bare syv minutter senere stod endnu en modstander klar til at hjælpe nordjyderne. Daniel Arrocha fra HB Køge forsøgte at sende et indlæg væk fra målet, men fik desværre bare forvirret sin målmand, Andreas Hansen, der aldrig fik fat i fejlskuddet.

Bum - tre selvmål på stribe og en sejr på 2-1 til Vendsyssel FF, der nu ligger lunt i svinget med hensyn til oprykning til Superligaen.


Seneste nyt

fra Nordjylland