Vendsyssel får sin egen fortælling om modstandsbevægelsen
Det skulle bare have været en lille bog, men historierne var mange, og bog om besættelsestiden i Vendsyssel blev på 700 sider.
En ny bog fortæller historien om modstandsbevægelsen i Vendsyssel under tyskernes besættelse af Danmark.
En ny bog kommer snart på gaden i Nordjylland. Den tager udgangspunkt i modstandsgruppen Harken, der holdt til i Vendsyssel under den tyske besættelse. Fredag var de tilbageværende fra modstandsgruppen og efterkommere taget til bogreception i Vrejlev Kloster.
Hele 500 historier fra modstandsfolk i Vendsyssel under tyskernes besættelse er nu samlet i et stort bind. Bag bogen "Vendsyssel under besættelsen" står Peter Abildgaard, der er forlægger, og hans søster Pernille Pedersen som forfatter.
- For os er den vigtig, fordi den handler om vores morfar og mormor, som boede i Harken og var med i frihedsbevægelsen. Den er vigtig for Vendsyssel, fordi den også handler om de andre modstandsgrupper i landsdelen. Det fandt vi ud af i løbet af de første år, at vi ikke bare kunne nøjes med gruppen i Harken - det hele skulle med, siger Peter Abildgaard.
En af de mange historier er Søren Dissings, den daværende sognepræst i Vrejlev Kirke, der blev overgruppefører i modstandsbevægelsen.
- Han var den, der skulle koordinere tingene, som skulle kalde sammen, når beskeden kom i radioen om, at nu var der nedkastning på den og den plads. Det foregik jo i kodeord, men frihedskæmperne vidste godt, hvad det handlede om, siger Kris Dissing, der er søn af den tidligere sognepræst og modstandsmand.
Det er Kris Dissing selv, der har bidraget med sin fars historie i bogen, der nu bliver foreviget.
- Jeg ville gerne sætte et minde over min far - og min mor i øvrigt også, for hun var jo også engageret i det. Derfor betyder det rigtig meget for mig, og derfor har jeg også været med til at gøre et stort arbejde for, at den bog den skulle komme frem, siger Kris Dissing, der også har korrekturlæst den 700 sider lange bog igennem hele syv gange.
Til spørgsmålet om præstesønnen selv kunne have gjort det samme som sin far, Søren Dissing, svarer han:
- Jeg ville gerne kunne sige, at det ville jeg have gjort, men tiderne var anderledes, og jeg tror slet ikke i dag, at man kunne lave sådan noget i Danmark, det er tiden løbet fra, siger han.
Bogreceptionen var første anledning for interesserede til at købe bogen, der vil være at finde i udvalgte butikker fra 9. august i Vendsyssel.