Vendsyssel slog Superligaens nummer fire
Foto: Lone Vad Dam (arkiv)
Det lykkedes Vendsyssel FF at tage en fin skalp i form af Superligaens nummer fire i torsdagens træningskamp i Vrå.
To selvmål var med til at hjælpe Vendsyssel FF til sejr, da nordjyderne torsdag eftermiddag tørnede sammen med Superliga-klubben Randers FC på kunstgræsbanen i Vrå. Vendelboerne slog Superligaens øjeblikkelige nummer fire med 3-2.
Det var første gang i år, at Vendsyssel vandt en testkamp. Klubben rejste sig dermed på bedste vis oven på 4-1-nederlaget til Thisted FC i den seneste træningskamp.
Nordjyderne kom foran på et selvmål efter 26 minutters spil i torsdagens kamp. Efter en lille times spil udlignede den tidligere Hobro-spiller Kasper Fisker til 1-1, og kort efter var det Brandur Hendriksson, der gjorde livet surt for sine tidligere holdkammerater, da han bragte Randers på 2-1.
Vendsyssel formåede dog at få vendt kampen med et kvarter igen. Her fik nordjyderne igen hjælp af Superliga-holdet, som nok en gang scorede i eget nettet. Minuttet senere slog angriberen Thomas Dalgaard til og sikrede Vendsyssel FF en 3-2-sejr.
Vendsyssel-spillerne skal i aktion igen på tirsdag, hvor Vejgaard BK fra 2. division er modstanderen i en træningskamp.