Vrejlev Klostermarked tager kampen op
Fødevarer og kunsthåndværk lokker markedsgæster til Vrejlev Kloster, og det er en anden slags udstillere og gæster end dem, vi kender fra Hjallerup Marked.
Selvom det i går var både Grundlovsdag, og solen bragede ned over Hjallerup Marked, så går Vrejlev Klostermarked efter sit publikum.
På Vrejlev Kloster har man opdaget en niche, der får folk til at strømme til. Man fokuserer på kunsthåndværk og fødevarer, og så gør det ikke noget, at masserne flokkes til Hjallerup.
- Vores udstillere er nogle andre typer end dem, der udstiller i Hjallerup, og vores besøgende tilhører et andet segment, fortæller godsejer Malthe Holst, der er manden bag Klostermarkedet.
Vivian Bo Poulsen er nystartet iværksætter, og hun folk strømmer til hendes bod, hvor hun uddelte smagsprøver på sit eget chokolade.
- Man møder kunder, butikker og forhandlere, og jeg har ikke min egen butik, så det er vigtigt for mig at være med, siger Vivi Bo Poulsen, der er ejer af Vivis Chokolader fra Hjørring.
Og gæsterne er også glade for at komme til marked i klostergården.
- Det er lidt mere overskueligt og ikke så vildt. Jeg er ikke så meget til Hjallerup Marked, det her er hyggeligere, siger markedsgæst Charlotte Gravesen fra Vrå.