Yderligere forstærkninger tilføjes i Vendsyssel FF
Foto: Vendsyssel FF
Der bliver tilføjet masser af superligakampe til truppen med Vendsyssel FFs seneste forstærkninger.
Vendsyssel FF er i fuld gang med oprustningen til den kommende sæson i landets næstbedste fodboldrække, NordicBet-ligaen.
Onsdag forlængede klubben flere kontrakter, og torsdag blev det så tid til at tilføje to nye. Det drejer sig om 27-råige Kasper Povlsen, der kommer fra Hobro IK og 20-årige Benjamin Lund, der kommer fra FC Nordsjælland. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.
Benjamin Lund kommer direkte fra en sæson i superligaen, hvor det blev til syv kampe. Kasper Povlsen spillede sidste sæson 1. division i Hobro, men har i alt 154 superligakampe på CV'et.
- Jeg anser det lidt for et scoop, at vi har skrevet kontrakt med en spiller af Kasper Povlsens kaliber. Kasper kommer ind med erfaring fra allerhøjeste niveau i Danmark og vi (træner teamet og jeg selv) er overbevist om, at han kan gøre en forskel fra dag 1. Han er en god header, en god løber, en god bolderobrer, stærk i duelspillet og så er han også en dygtig pasningsspiller, siger administrerende direktør i Vendsyssel FF, Mogens Krogh.
Om Benjamin Lund udtaler direktøren følgende:
- Jeg har fulgt Benjamin Lund de seneste par år og anser ham for et af de største talenter i Danmark på venstre back positionen, i hans årgang. Benjamin er også en alsidig spiller som kan dække positionen som midterforsvarer, hvilket vi så i træningskampen mod Vejle i weekenden, hvor han spillede en rigtig god kamp for os.
Benjamin Lund har fået en kontrakt, der løber frem til den 30. juni 2020, mens Kasper Povlens kontrakt løber til 30. juni 2019.