Søren Gade bliver næstformand i det europæiske fiskeriudvalg
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Den nordjyske stemmesluger, Søren Gade (V), har fået en højtstående post i sit arbejde som europaparlamentariker.
Sild, rødspætte og torsk.
En del af Søren Gades fremtidige arbejde i Bruxelles kommer til at handle om fisk.
Nordjyden bliver næstformand i det europæiske fiskeriudvalg.
- Jeg kommer til at få et tæt samarbejde med den danske fiskeriminister, Mogens Jensen (S), som jeg kender rigtig godt, og det er klart, at de problemstillinger, som der er, dem vil vi komme til at diskutere sammen, fortæller Søren Gade til TV2 Nord.
Ved Thorup Strand bliver Søren Gades udnævnelse modtaget med glæde.
- Det er dejligt med en rigtig kompetent nordjyde på den post. Det trænger det hele til. Både noget vision og noget konkret håndtering af de enorme udfordringer, som er i fiskeriet, forklarer formand i Thorup Strand Kystfiskerlaug, Thomas Højrup, til TV2 Nord.
Flere steder i Nordjylland oplever kystfiskere problemer med hollandske bomtrawlere.
Kystfiskerne føler sig jaget ud af deres normale fiskearealer, da såkaldt pulsfiskeri, hvor man bruger elektricitet for at få fiskene op til overfladen, er blevet forbudt.
Derfor søger bomtrawlerne nu på lavere vand, og kystfiskerne må derfor tage længere ud på havet.
De håber, at Søren Gade kan hjælpe med problemet.
- Vi vil invitere ham herud, så snart ferien er slut, og fortælle ham hvordan vi oplever det. Det er et problem, vi deler med Hanstholm og Hirtshals. Jeg håber, at han tager det med i udvalgsarbejdet og laver nogle ordninger, så de der forbud ikke fører til, at flåder kommer og ødelægger og græsser rundt på de fiskepladser, som på forskellige årstider er gunstige for de lokale fiskere, og dermed får slået dem ihjel, siger Thomas Højrup.
Søren Gade er endnu ikke i gang med udvalgsarbejdet, men han er klar over, at der er udfordringer flere steder i fiskeindustrien.
- Hele spørgsmålet omkring bæredygtighed og bæredygtigt fiskeri, det er jo på dagsordenen, og man er også nødt til at have et fiskeri, som fiskerne kan leve af. Så det er på dagsordenen lige som kontrolforordningen, altså hvordan man skal kontrollere fangster og bifangster, der er også et stort udestående spørgsmål for vores industrifiskere, så der er egentlig nok at tage fat på, siger Søren Gade.