21 meter højt sandslot males i Ukraines farver

Verdens højeste sandslot i Skulpturparken Blokhus er ved at blive malet i det ukrainske flags farver som opbakning til landet i krig.

Verdens højeste sandslot i Skulpturparken Blokhus får nu helt nye farver. Det 21,16 meter høje slot bliver malet i det ukrainske flags farver - blåt og gult - som en hyldest og opbakning til det krigshærgede land.

Arbejdet begyndte tirsdag, hvor tre kunstnere fra 28-38 meter høje lifte skal løse opgaven med de blå og gule farver.

- Det var jo fuldstændig krakeleret efter vinterens frost, og så synes vi, det skulle være en hyldest og en cadeau til Ukraine for det, de oplever i øjeblikket, siger John Andersen, der er indehaver af Skulpturparken Blokhus.

Fysisk krævende arbejde

Det er sandskulptørerne Wilfred Stieger og Edith van de Wetering, begge fra Holland, og Kevin Crawford fra Australien, der skal stå for malerarbejdet.

Ingen af dem har prøvet at male sandskulpturer i sådan et omfang som i Blokhus – et arbejde der er yderst fysisk krævende og kræver en del teknisk udstyr.

Set fra forskellige sider ser udkastet til udsmykningen af sandslottet sådan her ud.
Set fra forskellige sider ser udkastet til udsmykningen af sandslottet sådan her ud.
Foto: Kulturhuset & Skulpturparken Blokhus

Malingen er en miljøvenlig murmaling i farverne Capri Blue og Traffic Yellow.

Det forventes, at arbejdet med at male sandslottet vil vare cirka otte dage, hvis ellers vejret ikke byder på for megen regn eller blæst.

Overfladen renoveret

Sandslottet er efter vinterens frost krakeleret en del i overfladen, derfor er det nu blevet raspet til så jævne flader som overhovedet muligt.

Sandslottet blev opført i sommeren 2021 – designet af Wilfried Stieger, der nu er med til at male slottet. 

I alt er der brugt 6500 tons sand til at bygge slottet.


Seneste nyt

fra Nordjylland