En 25-årig knallertfører kørte fredag aften direkte ud foran en bilist på Brøndumvej ved Fjerritslev. Knallertføren er blevet kørt på sygehuset i kritisk tilstand.
En 25-årig mand er i kritisk tilstand, efter han fredag aften kørte direkte ud foran en bilist.
Det oplyser vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Jess Falberg.
Ulykken skete klokken 18:16 på Brøndumvej i Fjerritslev. Her overholdt knallertføreren ikke ubetinget vigepligt, men kørte i stedet ud foran en personbil og smadrede direkte ind i den.
- Det er temmelig alvorligt, og det ser meget kritisk ud for knallertføreren, siger vagtchefen.
Den 25-årige mand, som kommer fra Jammerbugt Kommune, er blevet bragt på skadestuen. Hans pårørende er underrettet.
Der skete ikke noget med bilisten.