500 konfirmander til rollespil på Børglum Kloster
Foto: Amalie Lindeburg
I anledningen af 500 året for reformationen er konfirmander fra Jammerbugt samlet til et gigantisk rollespil på Børglum Kloster.
Det er 500 året for Martin Luthers reformation i Europa, og derfor er et gigantisk rollespil med over 500 nordjyske konfirmander rykket ind på Børglum Kloster. Spillet er en del af deres konfirmationsforberedelser, hvor de unge lærer om reformationen.
Forklædt som pilgrimme går de udklædt gennem 1500-tallets udfordringer. I rollespillet Luthers Nøgle skal de unge gennem gåder og lege lære, hvordan man levede under reformationen.
- Jeg synes, det er fedt at komme med på det her at komme ud blandt andre skoler, siger Malthe Winther Breumlund, der er en af de kommende nordjyske konfirmander.
Rollespillet Luthers Nøgle har tidligere været forbi 15 andre steder i Danmark, før det nu er kommet til Børglum Kloster. Det er Folmer Toftdal Olesen, Provst i Jammerbugt, der har fået det lærerige rollespil til Nordjylland som en del af konfirmationsforberedelserne for de kommende konfirmander.
- Det er jo Luthers 500. reformationsår, og så var det en helt unik chance for at få det her til Børglum. Det er en anden måde at lave konfirmandundervisning på, og én ting er at sidde i et klasselokale og høre på præsten fortælle, en anden ting er at komme ud og opleve noget på egen hånd, siger Folmer Toftdal Olesen, Provst i Jammerbugt.
Udover elever fra 12 nordjyske skoler i Jammerbugt er der 125 frivillige statister og 17 præster med til at styre slagets gang i det enorme rollespil.
Se hvad de unge konfirmander oplevede på deres rejse tilbage til 1500-tallet i indslaget herunder.