64-årig mand idømt psykiatrisk sexologisk behandling i krænkelsessag
En 64-årig mand
En række piger på Aabybro Friskole har oplevet blufærdighedskrænkelser fra en 64-årig mandlig ansat. Torsdag var sagen for retten i Hjørring.
Der var lagt op til en tilståelsessag, da en 64-årig mand torsdag mødte i retten i Hjørring i en sag, hvor han var tiltalt for i flere tilfælde at have krænket mindreårige piger på Aabybro Friskole, hvor manden var ansat.
Politiets efterforskning har afdækket, at der var tale om flere forhold over en længere periode. Ifølge anklageskriftet har den 64-årige mand i seks tilfælde gjort sig skyldig i blufærdighedskrænkelser.
Den 64-årige mand tilstod som forventet sagen, og han blev idømt fire måneders betinget fængsel, en psykiatrisk sexologisk behandlingsdom på to år og et behandlingsforløb mod alkoholmisbrug. Ifølge anklageren, Stine Eriksen, skal behandlingsdelen behandle abnorm sexuel adfærd.
Desuden har manden fået tilhold mod at opholde sig på skoler og institutioner med personer under 18 år på ubestemt tid. Samtidig må han heller ikke arbejde med børn og unge under 18 år i fremtiden.