69-årig campist frygter ikke skybrud: - Det hører bare med til campinglivet
DMI har varslet skybrud i store dele af Nordjylland. De store mængder regn kan blive en udfordring for de nordjyske campister, der derfor har forberedt sig nøje.
- Det er altså ikke noget, jeg ikke har prøvet før.
Sådan siger 69-årige Bente Siig, når hun bliver spurgt til varslingen om skybruddet.
Den aarhusianske campist er kommet på Svinkløv Camping i 60 år. Hun har derfor forberedt sig grundigt på de kommende vandmasser.
- Det gælder bare om at have det rigtige udstyr til at sikre forteltet med. Og så skal man selvfølgelig huske at lukke vinduerne, siger hun.
Campingpladsen er forberedt
DMI har mandag varslet skybrud over det meste af landet. Ifølge prognoserne vil der falde mellem 35 og 50 millimeter regn på seks timer. Det bekymrer dog ikke Martin Nørgaard Andersen, der er indehaver af campingpladsen.
- Vi er helt klar på vandet. Det kan bare komme. Vi har både drænet, tørlagt grøfter og gravet, siger han.
Svinkløv Camping har omkring 280 vogne og telte liggende. Op til 40 procent af gæsterne er fastliggere.
- Erfaring har stor betydning for, hvordan man som campist klarer sig igennem et skybrud. Nogle har ligget her længe, og andre er helt nye i et telt, og ved måske ikke, hvad man skal gøre. Men vi er selvfølgelig altid klar til at hjælpe, hvis der opstår noget akut, siger Martin Nørgaard Andersen.
Våd teltferie
Et andet sted på pladsen ligger familien Neergaard Stensdal. De er en familie på fire, der er rejst fra Aarhus til Nordjylland for at holde ferie i telt.
Hvis vejrforudsigelserne får ret, så har de allerede lagt en plan for natten.
- Hvis vores telt er utæt, så må vi søge evakuering i bilen, siger Mette Neergaard Stensdal.
Selvom ferien måske kan ende med at blive en våd en af slagsen for familien, så skal det ikke sætte en stopper for den gode stemning.
- Vi har taget masser af spil med, så vi kan sagtens hygge os indenfor også, siger Andreas Neergaard Andersen.
Tilbage i Bente Siigs telt er det også hyggen, der skal sikre humøret hos den garvede campist, hvis der rammer et skybrud over Svinkløv Camping.
- Man skal bare hygge sig, høre god musik og så gå i gang med at læse en god bog, fortæller hun.