Alarm afblæst: Genstand fundet på stranden i Blokhus var ikke farlig
Bomberydningsenheden vurderede hurtigt, at der ikke var fare på færde.
Der blev tirsdag over middag fundet en mistænkelig genstand på stranden i Blokhus.
Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Ole Buus.
Det var en civil mand, der fandt genstanden på stranden, da han var ude at gå tur med sin hund.
- Hunden kradsede i noget i sandet, og det lignede et levn fra krigen, fortæller Ole Buus.
I første omgang troede man, at der var tale om en granat eller en mine. Bomberydningsenheden, EOD, blev derfor tilkaldt fra Skive, men nåede ikke til Blokhus, før alarmen var afblæst.
Nordjyllands Politi skriver på det sociale medie X, at EOD har vurderet genstanden, og at der ikke er tale om en granat eller andet farligt.
Derfor har Nordjyllands Politi også forladt Blokhus Strand.