Bent sætter attraktiv vare til salg: - Vi håber på at lave en god handel
Foto: René Ryom / TV2 Nord
Påsken plejer at være højsæson for at købe og sælge sommerhuse, og det satser Bent Holkenberg på at udnytte.
Det bliver sandsynligvis ikke svært at finde en køber til den vare, Bent Holkenberg mandag har sat til salg.
Her er 'Til salg'-skiltet nemlig kommet op foran hans og hustruens sommerhus i Rødhus.
- Det er lidt vemodigt at sætte det til salg, men det giver os mulighed for at opfylde nogle af vores ønsker til fremtiden. Hvis vi skal opfylde vores drømme, så er vi desværre nødt til at sælge sommerhuset, siger Bent Holkenberg.
Udbudsprisen ligger omkring 1,6 millioner kroner, og netop sommerhuse i den prisklasse er særligt attraktive.
- Vi oplever, at der er stor efterspørgsel på de sommerhuse, vi har til salg, og måske særligt på dem, der er 'til at købe for penge'. Vi kan se, at kunderne i høj grad efterspørger sommerhuse til under tre millioner kroner, siger Jeppe Straarup, som er indehaver af Home Blokhus.
Presser markedet
Der blev solgt mange sommerhuse i årene under corona-pandemien, og udbuddet har i de seneste år været mindre end efterspørgslen. I 2020 var der 1989 sommerhuse til salg i Nordjylland, mens tallet i år er 950.
Det har betydet, at den gennemsnitlige kvadratmeterpris i løbet af de seneste fire år er steget med 34 procent i Nordjylland.
- Det er hammerfedt for os, at der er positive tendenser. Når vi vil sælge, så er det jo fedt, at vi kan komme med på prisstigningerne, siger Bent Holkenberg og uddyber:
- I Nordjylland siger man jo ikke, hvor meget man regner med at få ud af det, men vi håber på at lave en god handel. Sådan vil jeg sige det.
Selvom den nuværende situation er god for sælgerne, håber ejendomsmægleren, at der kommer lidt flere sommerhuse til salg i de kommende år.
- Markedet kan ikke holde til, at priserne fortsætter med at stige som i corona-årene, så det vil være fint, hvis udbuddet bliver lidt større, siger Jeppe Straarup.
Bent Holkenbergs plan er at bruge de penge, sommerhuset kan indbringe, til at købe en andelsbolig.
Er du nervøs for, om I går glip af en endnu bedre handel i fremtiden ved at sælge nu?
- Det kan vi jo, men hvem kan spå om fremtiden? Vi har en alder, hvor vi tænker over, hvad vi skal bruge resten af vores liv på, og det passer os perfekt at tage springet nu, siger Bent Holkenberg.