Borgere skal sortere affald

Nye affaldscontainere er på vej til borgerne i Jammerbugt Kommune, der vil have alle med på skraldevognen.

I Jammerbugt Kommune skal borgerne med på skraldevognen. Alle husstande skal vænne sig til, at konservesdåser og plastikbakker ikke længere bare skal til forbrænding. Det skal smides rigtigt ud i den nye genbrugscontainer, så det kan få et nyt liv.

Ligesom resten af Danmark skal borgerne i Jammerbugt Kommune fremover også sortere flere af de værdifulde materialer ud af affaldet, så de ikke ender til forbrænding.

- I løbet af efteråret 2016 rulles de første nye genbrugscontainere ud, og i efteråret 2017 har vi sat de nye containere ud til alle borgere i kommunen. Containerne er større end de papircontainere, der er standard i byerne i øjeblikket, men til gengæld skal der også være plads til mange flere slags affald, fortæller affaldsplanlægger Pernille Hagen fra Jammerbugt Kommune.

Et skillerum i midten opdeler containeren i to rum – et til plast/metal, og et til papir/småt pap. I rummet til plast og metal kan man for eksempel aflevere shampooflasker og konservesdåser, mens rummet til papir og småt pap eksempelvis er til aviser, æggebakker og cornflakespakker. I etageboliger og andre steder, hvor man deles om en papircontainer, beholder man den til papir, og får en ekstra container til plast og metal.

Sammen med Aalborg og Mariagerfjord er Jammerbugt Kommune i gang med at bygge et nyt stort sorteringsanlæg på RenoNord i Aalborg. Det nye anlæg skal behandle plast-og metal fraktionen, så de forskellige materialer skilles fra hinanden. Papir og småt pap bliver også afsat i Nordjylland. På den måde spares der en masse transport, når affaldet ikke skal køres så langt.

Lige nu arbejder Jammerbugt Kommune på højtryk for at få alting til at gå op i en højere enhed.

- Der er nemlig mange ting, der skal falde på plads, når en hel kommune skal have en ny affaldsordning. Vi giver borgerne besked med digital post i god tid inden vi kommer med den nye beholder, og vi minder borgerne om det igen, når vi kommer tættere på, forklarer Pernille Hagen.

Når kommunen kommer med den nye container, kan borgerne straks gå i gang med at bruge den. Hos dem, der skal have en todelt genbrugscontainer, tager kommunen den gamle papircontainer med, når den nye bliver afleveret.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland