Brand: Sommerhus står i flammer

Et stråtagshus i Slettestrand stod i lys lue, da Nordjyllands Beredskab i eftermiddag nåede derud.

På Tulipanvej i Slettestrand har Nordjyllands Beredskab i flere timer onsdag eftermiddag været i gang med at slukke en brand i et sommerhus. Omtrent 12 personer har været med til slutningsarbejdet, der blev besværliggjort af stråtaget på huset.

- Den ene længe var overtændt da vi kom herud. Halvdelen af sommerhuset er nu brændt og den anden halvdel er sodskadet, fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, Bo Isaksen.

Da stråtaget har skullet fjernes for at ilden kunne slukkes helt, har et større arbejde i eftermiddag været i gang i Slettestrand. Heldigvis kom ingen til skade, og der var ingen lejere i huset, da det brød i brand.

Ifølge vagtchefen ved Nordjyllands Politi skal der senere nogle teknikere ud for at fastslå, om det er omkring teknikrummet i huset, branden er opstået.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland