Brandvæsen kaldt ud til efterslukning af halbrand
Foto: Ib William Christensen
Beredskab Jammerbugt er onsdag eftermiddag igen blevet kald ud til Skovsgaard Idrætscenter. Isolering på taget ligger og ulmer.
Beredskab Jammerbugt troede onsdag morgen at de, efter 18 timers indsats, havde fået bugt med den brand, der fra tirsdag eftermiddag raserede Skovsgaard Idrætscenter.
Men onsdag klokken 13.08 kom endnu en melding om brand i sportshallen.
- Vi sendte den store indsats afsted, fordi den første melding lød, at der var åbne flammer, men det er ikke så slemt. Det er et par røglommer i noget af den isolering, der ligger på taget, som ulmer og udvikler lidt røg, så det skal vi efterslukke på, siger Per Vedsted, der er indsatsleder ved Beredskab Jammerbugt.
Han vurderer at indsatsen vil være overstået på cirka 30 minutter.
Branden, der brød ud tirsdag betød at tre fjerdedele af et helt nyt tag på Skovsgaard Idrætscenter måtte rives ned med kran.
Det var med al sandsynlighed det arbejdet med at lægge det nye tag, der var årsag til branden.