Computertræf i Jetsmark: Flotte spillerpræmier og 175.000 kroner i støtte

Nordjysk LAN tiltrækker 212 spilleglade nordjyder, der dyster om præmier for 70.000 kroner. Foreningen bag bliver også belønnet med puljepenge.

Computertasterne er rødglødende, mens hænderne piler hen over tastaturet. Her i weekenden er 212 spilleglade nordjyder samlet til computertræffet Nordjysk LAN i Jetsmark Hallen.

De mødes både for at spille sammen og hygge sig, men så sandelig også for at 'banke' hinanden i spil som FiFA, Tekken, Rocket League og Counter Strike: Global Offensive.

- Der er en god stemning, og man hygger sig med dem, man sidder ved siden af og falder i snak. De mødes jo på kryds og tværs, selv om de er konkurrenter, fortæller Søren Jensen, der er formand for Pandrup Firma & Familie Idræt.

Især Counter Strike er værd at dygtiggøre sig i, for her er store pengepræmier på spil til de bedste spillere. Ialt uddeles der præmier for 70.000 kroner - de overrækkes søndag, når finalen er spillet. Hovedturningen begyndte i går.

Nordjysk LAN er arrangeret af Pandrup Firma & Familie Idræt, som til daglig holder til I netop Jetsmarkhallen.

Åbent Hus i Jetsmark Idrætscenter

Hvornår: 14. april klokken 10-16
Hvor: Jetsmark Idrætscenter, Pandrup
Hvad: Prøv at spille på en ægte gaming-computer - se, om det er noget for dig

Får 174.500 kroner i støtte

Ud over flotte præmier til spillerne, så byder weekenden også på kontanter til foreningen bag Nordjysk LAN. Pandrup Firma & Familie Idræt får nemlig søndag overrakt en check på 137.500 kroner fra SE Vækstpulje.

Derudover får foreningen også støtte fra Nordea Fonden - som giver 37.000 kroner. 

Ialt modtager Pandrup Firma & Familie Idræt 174.500 kroner. Penge, som spreder stor glæde hos formanden.

- Det er langt mere, end vi havde forventet og turde håbe på. Pengene betyder, at vi nu kan realisere vores planer 2-3 år tidligere, end vi troede. Nu kan vi købe 10 gamer-computere, så vi får det samme udstyr, som de unge sidder og spiller på derhjemme. Det gør det lettere at lokke dem herned, siger Søren Jensen, der er formand for Pandrup Firma & Familie Idræt.

Finalerunderne i Counter Strike: Global Offensive bliver spillet i aften og natten til søndag, hvorefter vinderne kan kåres. 


Seneste nyt

fra Nordjylland