Dagen derpå: Skader på flere badehuse i Blokhus
Foto: Thomas Kollerup
For flere badehusejere ved Blokhus har de seneste to døgn været særdeles nervepirrende.
Da blæsevejret søndag ramte vestkysten, var man ved at flytte de ikoniske badehuse i Blokhus i sikkerhed til deres vinterresidens.
Undervejs måtte evakueringsarbejdet dog indstilles, da vandet oversvømmede stranden, og lastbilerne ikke kunne komme ned på sandet.
- Jeg kørte mellem husene i min traktor og blev helt søsyg, da husene jo sejlede, siger Henning Jensen fra Pandrup til TV2 Nord.
Ole Andersen er en af de badehusejere, hvis hus ikke nåede at komme i sikkerhed.
- Man er lidt magtesløs, og jeg har ikke sovet særlig godt i nat, fordi det er et kært eje, som måske forsvinder, fortæller Ole Andersen til TV2 Nord.
Han kunne dog ånde nogenlunde lettet op, da han så sit badehus mandag.
- Det har sejlet rundt, og så er det blevet slået i stykker hist og her, men det er til at komme over. Det kræver lidt nye plader og så videre. Der var 10 centimeter sand over meget af gulvet, så det har jeg måtte skovle ud, og nu kommer de om et øjeblik og transporterer badehuset væk, forklarer Ole Andersen.
23 år på venteliste
Der er 47 badehuse på Blokhus strand, og de er mildest talt i høj kurs.
Ole Andersen bor til daglig i Aalborg, og han har kun haft sit badehus i lidt mere end et år.
- Jeg er 64 år i dag, og jeg blev skrevet op da jeg var 40 år. Så det har taget 23 år for mig at få et, siger Ole Andersen.
Lige nu er der mere end 200 på venteliste til de ikoniske badehuse, som også i dag var et tilløbsstykke efter den hårde medfart det seneste døgns tid.
- Det er jo noget helt unikt, for de findes i Løkken, Lønstrup og her i Blokhus, og det er noget man forbinder med de nordjyske strande, siger sommerhusgæst fra Aarhus, Dorthe Lausten, til TV2 Nord.
Badehusene må være på stranden fra d. 1. maj til d. 30. september, og i år har man faktisk på grund af sidste års storme fremrykket datoen for badehusenes vinterhi.
Inge Skjoldager bor i Blokhus, og hun var mandag forbi for at kigge til et af badehusene, der tilhører nogle venner.
Hun er vant til det blæsende vejr, men de sidste to år har alligevel været særligt slemme for badehusene ifølge hende.
Men med placeringen er der nok ikke så meget at stille op.
- Der er altid blæsevejr og når der ikke er det, så er det stormvejr. Når man er vinterbader, elsker man det, også selvom der er bølger, siger Inge Skjoldager.