Dagli' Brugsen gik i sort: Nu reagerer erhvervsministeren
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
- Det er en megasvær situation for rigtig mange mennesker og erhvervsdrivende, siger Simon Kollerup (S).
Alle Dagli' Brugsens forretninger gik mandag sammen og slukkede for lyset på grund af de stigende elpriser. Nu reagerer erhvervsministeren.
Adskillige nordjyske butikker slukkede mandag klokken 12 for lyset. Dagli' Brugsen i Birkelse var blandt de butikker, der slukkede for strømmen på grund af de galoperende høje elpriserne.
I løbet af de første ni måneder i 2022 har den lokale brugs haft en elregning, der er 90.000 kroner højere, end hvad de havde regnet med.
Dagli' Brugsen Birkelse forsøgte at råbe politikerne op, og derfor valgte de at slukke strømmen i fem minutter.
Nu reagerer erhvervsminister Simon Kollerup (S) på opråbet.
- En dagligvarebutik er noget af det, der er nerven i en by som Birkelse, så det er selvfølgelig rigtig, rigtig alvorligt, siger han.
Dagli' Brugsen i Birkelse har en ekstraudgift på 10.000 kroner ekstra om måneden og kan i værste tilfælde blive nødt til at dreje nøglen om, hvis ikke situationen ændrer sig.
Vil følge situationen nøje
Om Dagli' Brugsen og andre dagligvarebutikker landet over vil få en håndsrækning fra regeringen er svær at spå om.
- Det er ikke et svar i inflationens tider at sende milliader ud i samfundet, for så risikerer vi at skubbe inflationen i vejret, siger Simon Kollerup (S).
Ifølge erhvervsministeren har regeringen dog allerede hjulpet købmændene på vej ved at give borgerne varme- og ældrechecks.
- Det gør, at borgere fortsat kan handle i brugsen, derfor bliver det en indirekte hjælp til brugsen. Jeg siger ikke, vi er færdige med at hjælpe. Vi følger situationen meget nøje, og det kan sagtens være, vi er nødt til at lave yderligere tiltag, siger han.
I mellemtiden sveder de lokale dagligvarebutikker. Næstformanden i Dagli' Brugsen Birkelse estimerer, at 15 Dagli' Brugsener i Nordjylland bakkede op om strømslukningen, og det samme gjorde 300 Dagli' Brugsener landet over.
Og hvilken hjælp, der i givet fald kunne blive tilbudt, kan Simon Kollerup ikke sige noget om.
- Lige nu udvikler markederne på energipriserne sig hurtigt, så vi skal planlægge, hvad den rigtige hjælp er.
Hør hele interviewet med erhvervsministeren her: