De var trætte af ”pengemaskinerne”, så nu trækker de biler fri på stranden gratis

Peter, Jane og de andre bruger deres fritid på at trække biler fri på stranden, og de tager ikke en krone for det.

Se første afsnit af "Fritrækkerne" nederst i artiklen eller på TV 2 PLAY.

I er ved at pakke ned efter en dejlig sommerdag på stranden. Sådan en dag, hvor solen har skinnet, vandet har haft den perfekte badetemperatur og ungerne har leget i vandkanten.

Nu er dagen ved at gå på hæld. I børster sandet af fødderne, starter bilen og sætter kursen hjemad. 

Og så sker det, der ikke må ske. 

Hjulene graver sig ned i sandet, og I sidder fast.

91902418 Fritrækkerne S1E4

Frustrationerne breder sig i bilen. I prøver at grave hjulene fri, men for hvert forsøg arbejder bilen sig længere ned i det bløde sand.

Men pludselig, som sendt fra himlen, kommer en stor Jeep kørende. ”De gratis fritrækkere” står der på siden.

Ud fra bilen hopper Peter og Jane. De tilbyder at trække jer fri ganske kvit og frit. Og kort tid efter forlader I stranden og kører hjem.

Fælles fjende

Året rundt kører en gruppe frivillige nordjyder strandene på vestkysten tynde for at tilbyde deres hjælp. 

De kalder sig ”De gratis fritrækkere” og er altid klar til at hjælpe folk i nød, når de sidder fast eller har brug for starthjælp.

I TV2 Nords nye serie ”Fritrækkerne” følger vi flokken, for hvem det nærmest er en livsstil at trække folk fri af sandet. De har et særligt sammenhold og en stor passion for at hjælpe andre.

Fritrækkerne
Foto: Gong John

Og så er der jo ikke noget, der forener folk som en fælles fjende. Nemlig ”pengemaskinerne,” som Peter kalder dem. Dem, der tager mellem 300 og 500 kroner for at trække folk fri på strandene.

- Det gør direkte ondt inden i mig, at folk kan være så griske og stjæle penge fra folk på den måde, siger Peter Nielsen.

Han har sågar hørt om episoder, hvor folk er blevet guidet op til en hæveautomat i byen, hvis de ikke havde kontanter til at betale for at blive trukket fri.

- Jeg har næsten ikke ord for det, siger han.

Fra fuckfinger til tommel op

Da Peter og Jane begyndte at trække folk fri for lidt over fire år siden, var rygtet om ”pengemaskinerne” kendt på strandene. 

Derfor oplevede de også, at folk stak dem en fuckfinger, når de kom kørende.

91902419 Fritrækkerne S1E5

Efterhånden har strandgæsterne dog lært, at ”De gratis fritrækkere” er – ja, gratis – og i dag er det oftest tommeltotten, der stritter i vejret, når Brumbassen, Sandormen, Græshoppen og de andre store biler kommer forbi.

- Har personen, der har sat sig fast, lyst til at give noget, så er det okay. Men vi kræver aldrig nogensinde nogen penge for det, siger Peter Nielsen.

Når folk vælger at donere et beløb til Peter og slænget, bliver pengene brugt til blandt andet visitkort og andre ting, der skal skabe endnu mere synlighed.

Peter Nielsen er altid klar til at hjælpe.
Peter Nielsen er altid klar til at hjælpe.
Foto: Gong John

Det er ikke, fordi fritrækkerne ikke har udgifter. Peter og Jane bruger mellem 2000 og 6000 kroner om måneden på den gode gerning.

- Vi kan ikke leve af det, men vi hygger os og har det godt. Det er den her konto, der bliver fyldt op, siger Peter og klapper sig på brystet, inden han fortsætter:

- Og den kan aldrig overfyldes.

Se ”Fritrækkerne” lige her – nye afsnit kommer søndage på TV2 Nord Salto klokken 19.45 og på TV 2 PLAY.

Fra fuckfinger til tommel op - Fritrækkerne (S1:E1)

Seneste nyt

fra Nordjylland