Demente genskaber minder i en staldgård i Store Vildmose
Demente har stor glæde af besøg på gammel gård i Store Vildmose.
Ældre demente genoplever nogle af fortidens minder, når de besøger en gammel staldgård, der er indrettet som en dagligstue i 50'erne.
De genopliver minder på en gammel staldgård i Store Vildmose. Den gamle gård, der er indrettet som i 1950'erne, gør, at de demente pludselig kan begynde at huske ting, som de ellers havde mistet.
- En dag sad der er mand her for enden af bordet. Så sagde han "må jeg have lov?" og så fortalte han hele sin livshistorie. Så spurgte jeg hans plejere, om det var noget han plejede at gøre, men de havde aldrig hørt ham sige noget før, fortæller Frode Falborg, der er en af de frivillige, der driver staldgården.
Holdet, der var på besøg tirsdag d. 30. maj kom fra Hans Hedes Plejeboliger i Aalborg. De havde aktivitetsmedarbejder Ronja Østergaard med. Det er syvende gang, at hun tager nogle af de demente med på tur.
- Det kan godt være, at vi er stille på vej herop i bussen. Men når vi kører hjem, så er der blevet vækket så mange minder, at der bare bliver talt om, kan du huske dengang, og ej, det var da også hyggeligt, fortæller Ronja Østergaard.
Projektet har været i gang siden 2012. Det bliver drevet af frivillige og pengene kommer fra TrygFonden. Fornyligt gav TrygFonden 120.000 kroner til projektet.
- Det betyder da ihvertfald, at vi kan køre et par år endnu med det her projekt uden at skulle tænke på penge. Vi har jo nogle udgifter til husleje og kørsel og sådan lidt, siger Frode Falborg.