Lørdag aften skal årets Danske Melodi Grand Prix afholdes i Frederikshavn.
Det kræver mange frivillige hænder at løfte den tunge opgave, når der skal sættes op til så stort et event. Det er ikke noget, man bare lige klarer på en formiddag.
- Der er ingen tvivl om, at det betyder rigtig meget. Det er tungt at få bygget sådan en hel sal op, og det kræver mange ressourcer, så når der er nogle borgere der vil bidrage, aflaster det den øvrige organisation, så det gør en stor forskel, at vi har den hjælp, forklarer Lone Kosack, der er event- og produktionsansvarlig for Arena Nord.
Arenaen kontaktede blandt andet Eventgruppen for at høre, om de var interesserede i at give en hånd med.
- Det er totalt win-win. Det giver vores frivillige oplevelsen af, at der er brug for en, og at vi alle har nogle ressourcer, der kan gøres brug af, Lene Haven Beck, som er frivillig- og handicapkoordinator hos Frederikshavn Kommune.
Det er første gang gruppen hjælper til ved et event. Eventgruppen blev stablet på benene i januar af Lene Haven Beck sammen med kollegaen Trine Jensen Madsen. De frivillige kommer fra væresteder i Frederikshavn Kommune og består på nuværende tidspunkt af 14 frivillige.
Frem mod det store show er de frivillige i fuld gang. Chris Madsen fragter stole ind i arenaen, mens Troels Bruun stripser stolebenene sammen, for at de ikke skal flytte sig for meget rundt, når folk sætter og rejser sig.
Hvor mange stole regner du med at skulle sætte sammen i dag?
- Jeg skal være her indtil klokken 16.00, så nok omkring 3000, siger Troels Bruun, der er frivillig for Eventgruppen i Frederikshavn.
Forhåbentlig ikke alene?
- Nej, lyder det fra en smilende Troels Bruun.
Selvom det er hårdt arbejde at være frivillig, så er der ingen tvivl om, at de frivillige er enige i, at de finder det mere givende end krævende.
- Det giver mig god livsglæde, fordi jeg elsker at hjælpe, alle de steder jeg kan. Jeg er gerne med til så meget frivilligt som muligt, siger Chris Madsen, der også er frivillig.
- Det giver mig noget mere fællesskab, og jeg kommer ud og oplever nogle nye ting, istemmer Troels Bruun.
Kæmpe overraskelse
Dansk Melodi Grand Prix er aldrig blevet afholdt i Frederikshavn før.
- Vi havde nok ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at det skulle komme til Frederikshavn, men lige pludselig lykkedes det, og det er vi virkelig stolte af, siger Arena Nords event- og produktionsansvarlige.
Når det store show er afviklet, går der kun en uge før Børne MGP indtager arenaen. Billetterne er allerede udsolgt til det show, og her skal de frivillige også hjælpe til.
- Nu er vi så i gang, og vi skal have en masse opgaver både til Dansk Melodi Grand Prix og MGP, og så er det meningen, vi skal ud at være frivillige til spændende arrangementer i løbet af foråret, og til sommer kommer der også et stort arrangement heroppe i Arena Nord, fortæller Lene Haven Beck.
Lørdag bliver en travl dag for de frivillige. De begynder allerede 15.00, når der er generalprøver, og så løber deres indsats frem til showets slutning, hvor der til sidst skal gøre rent og ryddes op i en times tid.
- For at få det til at gå op, også med økonomien, så gør det en stor forskel, at vi har den hjælp, lyder det fra Lone Kosack.
De frivillige kan nøjes med at fjerne en mindre del af sidderækkerne efter Dansk Melodi Grand Prix inden børnenes show. Der skal bare lige fjernes nok til, at der blandt andet kan køres rekvisitter ind og ud af arenaen imellem showene.