Drager i luften ved Blokhus
Foto: Sofie Bach / TV2 Nord
I denne weekend er der Wind Festival i Blokhus og Løkken.
Nordjylland er et af de mest vindblæste steder i Danmark, og så skal man selvfølgelig også have en vindfestival.
Et godt sus fra oven bliver i denne weekend fejret på stranden i Blokhus, hvor man forventer op mod 50.000 gæster til de forskellige arrangementer under Blokhus-Løkken Wind Festival.
John Baressi er professionel drageflyver og en af dem, som viser sine evner frem på festivalen.
- At være deroppe med dragen, mår du mestrer kontrollen, så er det nærmest som at flyve, siger han til TV2 Nord.
Han er fra Portland i USA og en af de dygtigste i verden til at styre en drage.
- Den type drage, vi flyver med, der kan jeg dirigere vingen ned i et hul på ganske få centimeter fra en afstand på 40 meter. Så der er virkelig tale om en fantastisk kontrol.
Han er begejstret for forholdene i det nordjyske, selvom de i dagens anledning er anderledes end normalt.
- Normalt er det her i Blokhus perfekte forhold, men i dag kommer vinden fra land, så vinden er lidt turbulent. Men det er stadig muligt at flyve, og vi har en fantastisk dag, og der er et godt publikum til vores show, siger John Baressi.
Stort tilløbsstykke
Til trods for det noget ustadige vejr, har arrangørerne oplevet en fin interesse på førstedagen.
- Vi har både besøg af danskere, tyskere, svenskere, nordmænd og hollændere, så det spænder rigtig bredt, fortæller eventkoordinator ved Visit Jammerbugten, Jette Haugaard Granhøj.
Fra Tyskland deltager blandt andet Rainer Grafmanns.
Dragefestivaller er en meget stor ting i hans hjemland.
- Lige nu har jeg 80 forskellige drager i camperen, så der er til alle vindforhold, siger Rainer Grafmanns til TV2 Nord.
Vindfestivalen byder udover drageflyvning også på vindsport af forskellig slags.