Efter tre år kan Magne og andre drenge endelig blive gardister
For tre år siden skiftede Brovst Pigegarde navn til det nuværende Jammerbugt Garden, da man gerne ville byde drenge velkommen i garden.
Men da gardens gamle uniformer både bestod af nederdele og havde det gamle logo, var der brug for nye uniformer. Og det koster både tid og penge. Men efter tre år er projektet nu endelig nået til vejs ende.
Det har kostet knap 300.000 kroner for de nye uniformer til de cirka 30 gardister i Jammerbugt Garden. Og at man nu endelig er nået i mål med projektet glæder formanden i Jammerbugt Garden, Nanna Svensson.
- Det er fedt at se dem i dag i deres nye uniformer. Og at vi kan byde drenge velkommen nu betyder , at vi kan blive endnu flere i Garden og blive en helhed, fortæller en tilfreds formand.
En af de drenge, som håber på at kunne blive gardist i fremtiden, er niårige Magne Pilgaard Larsen, som er aspirant i Jammerbugt Garden.
- Jeg synes det er sjovt, og så kan jeg godt lide at spille musik, fortæller den håbefulde aspirant.
Det tager to år gå fra aspirant til gardist, og der er udover Magne tre andre drenge, som er aspiranter i Jammerbugt Garden. Garden har i alt 12 aspiranter.
Du kan høre mere om Jammerbugt Gardens nye uniformer i indslaget herunder.