Fårup vinder Havfrueprisen
Foto: Torben Hansen
Forlystelsesparken formår at skabe en helt særlig ånd og stemning, lyder begrundelsen.
Selvom der er lukket i Fårup Sommerland i disse dage, så har de alligevel noget at juble over i forlystelsesparken.
Ved et stort anlagt show på feriemessen, Ferie for Alle, der begyndte i dag i Herning, modtog Fårup Sommerland den såkaldte Havfruepris.
Prisen er blevet uddelt hvert år siden 2007, og den går til en person eller en virksomhed, som gør noget særligt for turister, der holder ferie i Danmark.
- Vi er umådelige stolte af denne pris, og man må jo virkelig sige, at det er nogle garvede dommere, som tildeler os prisen. Vi har gennem de seneste mange år arbejdet meget med vores gæsteservice og netop på at skabe en helt særlig Fårup-oplevelse og stemning i parken og på Hotel Fårup, siger direktør i Fårup Sommerland, Per Dam.
Særlig stemning
Blandt de tidligere vindere af prisen findes blandt andre Korsbæk på Bakken, VisitAarhus og Jan Gintberg for sine programmer ’Danmark på Kanten’.
Det er foreningen Danske Rejsejournalister, som afgør, hvem der skal løbe med hæderen.
- Fårup Sommerland formår at skabe en helt særlig ånd og stemning i deres forlystelsespark – en stemning som man kun sjældent møder i så udbredt grad. En del af forklaringen ligger i at deres personale er enormt venlige, hjælpsomme og imødekommende, og man føler som gæst, at man virkelig er velkommen i parken og på Hotel Fårup, fortæller formanden for Danske Rejsejournalister, Anne-Vibeke Isaksen.
Fårup Sommerland slår dørene op til næste sæson i påsken med første åbningsdag Skærtorsdag.
Her er de tidligere vindere af Havfrueprisen
2018: Vardemusseerne
2017: VisitAarhus
2016: Korsbæk på Bakken/Torben "Træsko" Petersen
2015: Lindy Kjøller, Rederiet Færgen
2014: Ina Thorndahl, Danhostels
2013: Bjarne Jensen, formand for Dansk Camping Union
2012: Jan Gintberg, Danmark på Kanten
2011: Georg Sørensen, Messecenter Herning
2010: Blåvand Kurbad og Wellness
2009: Pilgrimsruten/Hærvejen
2008: Gourmet Bornholm
2007: Turistgruppen Vestjylland
Kilde: danskerejsejournalister.dk