Flå en vagtel og find vildmarksmanererne frem: Så meget vokser interessen for udeliv
Niels Guldager fra 'Naturligvis' viser her, hvordan man parterer et dådyr, og bagefter var der smagsprøver til de besøgende.
Dette års Slettestrand 'Try Outdoor' bød på intet mindre end 36 forskellige udendørs-aktiviteter.
Det kunne nærmest virke uoverskueligt. I hvert fald hvis man havde forhåbninger om, at skulle prøve dem alle.
Men mindre kunne også gøre det, fortæller Villads Skov Madsen fra Aarhus.
Han og familien har taget ophold ved en workshop, hvor man kan snitte i træ.
- Det er bare hyggeligt at sidde ved bålet og snitte sammen med sin familie, og faktisk også de andre man ikke kender, siger den unge aarhusianer.
Han og familien nyder at tilbringe tid sammen i det fri, og det er også derfor, de deltager ved dagens arrangement.
- Vi kan godt lide at komme ud i naturen, men nogle gange kan det være svært at finde noget, som passer til hele familien, så derfor er det godt at få lidt inspiration her i dag, siger Jakob Bjørn, der er far til Villads.
Det er særligt kørsel på mountainbike, der optager dem for tiden, og der kan Slettestrand også levere fine spor.
Stigende interesse for friluftsliv
Ifølge arrangøren er Slettestrand en ideel lokation til udendørs arrangementer.
- Det er bare et rigtig rigtig stort outdoor område med mange muligheder, så det passer mega godt her til, siger Jette Haugaard Grønhøj.
Hun er eventkoordinator ved VisitJammerbugten, og sammen med en kollega fra Destination Nordvestkysten har hun stablet arrangementet på benene.
Hos begge organisationer synes de at mærke en stigende interesse for natur og udeliv.
- Jeg tror helt sikkert, at folk godt kan lide, at naturen kan danne rammen for mange forskellige oplevelser, man kan have sammen som familie. Og så er det jo også gratis at bruge naturen, siger hun.
Gratis var iøvrigt også prisen på dagens mange aktiviteter.
Sjovt at konkurrere
På bedste Robin Hood-maner prøver familien Frederiksen fra Nørresundby kræfter som bue-skytter.
- Vi ville gerne ud og se, hvad der foregår i det udendørs her i Slettestrand i dag. Der er lidt spejder- og bålentusiast i os, så det har været meget sjovt at se, siger Bo Frederiksen.
Det bliver hurtigt til en dyst mellem far og søn, og der er ingen tvivl om, hvad der er det bedste ved at skyde med bue og pil.
- Det er konkurrencen, siger Vilfred Frederiksen, osm dog alligevel må se sig slået af sin far til sidst.
Den unge mand tog nederlaget med ophøjet ro, og familien gik videre for at prøvesmage noget af bålmaden.
Tilbage ved arrangøren er humøret højt, og Jette Haugaard Grønhøj konstaterer storsmilende, at dagen er en succes.
- Der er så mange mennesker her, og jeg synes, det er mega fedt at se, at der er så mange andre, der også synes, det er en god ide det her siger hun.