Forældre overtager undervisningen på Saltum Skole

Saltum Skole havde et noget anderledes skema for dagen. De normale lærere var skiftet ud med forældre, som stod for undervisningen.

Lærerne på Saltum Skole har onsdag været på konference, og for at sikre elevernes undervisning, havde en række forældre taget fri fra arbejde, for at overtage undervisningen. Forældrene måtte helt selv bestemme, hvad eleverne skulle lave på dagen.

Her tog forældrene især deres egne kompetencer i brug, som i 7.a, hvor Jane Koller, der til dagligt arbejder som mindfulness- og yogainstruktør, havde sat yoga på programmet.

- Jeg synes, det er dejligt at blive budt velkommen til at komme og være med her. Det er også dejligt at lære de unge mennesker, som ens børn omgås med at kende, siger Jane Koller.

Jane fortæller også, at hun er meget imponeret over den ro, stilhed og de spørgsmål, som børnene har. Alt i alt synes Jane, det er nogle dejlige mennesker at have at gøre med og en god oplevelse, så hun tager dagen som en fridag.

Blandt eleverne i Janes yoga klasse sad hendes søn, Magnus Koller, som fortalte at han havde glædet sig til at have sin mor som underviser, men alligevel synes, det var ret pinligt at have sin mor omkring sig hele tiden.

Lærerne vender tilbage til Saltum skole igen i morgen, hvor forældrene er vendt tilbage til deres normale arbejdspladser. 

Imens lærerne er på konferencer underviser elevernes forældre på Saltum Skole.

Seneste nyt

fra Nordjylland