Foto: Bruno Stagsted

Forsvarer til brandtiltalt: Der er ingen beviser

Retssagen mod en 34-årig mand, der er tiltalt for at have påsat 33 brande, begyndte onsdag. Forsvareren mener ikke, at anklagemyndigheden har beviser.

Der var nok at tage fat på ved dagens retssag mod den 34-årige mand, der er tiltalt for at stå bag 33 brande i Fjerritslev-området mellem april og november sidste år. Alle forholdene skulle gennemgås, og der blev kigget overvågningsmateriale og gennemgået teleoplysninger.

Netop teleoplysningerne – altså hvor den 33-årige mands telefon har været – blev der brugt meget tid på.

Ifølge anklagemyndigheden taler teleoplysningerne for, at den 33-årige er gerningsmanden. Men det er forsvarer Jens Christian Christensen ikke enig i.

Han peger i stedet på, at teleoplysningerne i alle tilfælde pånær ét også kan kædes sammen med en anden person.

- Politiet har haft en anden mistænkt, hvor der ikke er noget telemæssigt i vejen for, at det kan være ham. Så jeg synes, at anklagemyndighedens indicier er meget svage i den her sag, siger forsvareren.

Han insisterer på at kalde det ”indicier” og ikke beviser, hvilket han understreger flere gange.

- Jeg synes slet ikke, der beviser. Anklageren har dokumenteret noget DNA, men det er fra et gerningssted, hvor han virkede som brandmand, siger han og henviser til, at den tiltalte arbejdede som deltidsbrandmand.

00:17

Forsvarer Jens Christian Christensen om DNA på et gerningssted.

Luk video

Specialanklager Kim Kristensen fra Nordjyllands Politi vil ikke vurdere, hvor håndfaste beviserne er.

- Det er op til retten at vurdere. Der er en række tråde, der skal samles, og det håber jeg vil ske undervejs, siger han.

Han påpeger, at efterforskningen har stået på i 11 måneder, før dagens retssag fandt sted.

- Det er en temmelig kompleks sag. Den har været efterforsket i næsten et år, så det siger jo sig selv, at der er meget efterforskningsmateriale, som retten skal forholde sig til, siger Kim Kristensen.

Den tiltalte nægtede sig skyldig. Der falder dom i sagen den 21. november.

TV2 Nord live-bloggede fra retssagen og rapporterede detaljeret, hvad der foregik. Læs bloggen her:

Læs også Tiltalt for 33 brande i Fjerritslev: TV2 Nord opdaterer live fra retten