Fra Brovst til Superliga: Nordjyder er eksperter i flotte fodboldbaner

På Sandmoseskolen bliver landets bedste groundsmen uddannet.

Det er måske de færreste, der ved, at man kan tage en uddannelse, hvor man lærer at fremdyrke den helt perfekte græsplæne. Ikke desto mindre er det muligheden, hvis man starter på Sandmoseskolen ved Brovst. 

Her kan man tage den fireårige erhvervsuddannelse som groundsman. 

- Det fede er at komme ud, når man har slået græsset, og man kan se, det bare står snorlige. Man kan se striberne deri, og man kan lave mønstre i banerne. Det er det, jeg synes er fedt, siger Palle Vinther Poulsen, der er en af groundsman-eleverne. 

- Hvis ikke man kan blive professionel fodboldspiller, så kan man jo gøre, så fodboldspillerne har en god bane at spille på, siger Palle Vinther Poulsen.
- Hvis ikke man kan blive professionel fodboldspiller, så kan man jo gøre, så fodboldspillerne har en god bane at spille på, siger Palle Vinther Poulsen.

Ikke bare græs 

Mange af de bedste groundsmen i Danmark har tidligere været elever på skolen ved Brovst. Og det indebærer mere end bare at slå græs. 

- Det er ikke bare græs. Det er lige så meget vækstmedier nedenunder, jordens opbygning og forståelse af jorden. Det er biologi. Det er hele kemien - der er omkring det - fosfor, kalium og kvælstof, som vi arbejder med. Vi er på laboratorie, så vi laver en masse i løbet af de fire år, siger Rasmus Studergaard Nielsen, der er uddannelseschef hos Sandmoseskolen. 

Noget af det mest komplekse er blandingen af de forskellige arter af græsfrø. 

- Det er engrapgræs, rødsvingel og almindelig rajgræs, siger Kasper Jensen, der også er elev, mens han pakker en sæk med græsfrø op. 

- Engrappen er god til at reparere sig selv. Lave nye skud og lave det tæt. Og det er også lidt det rødsvingel gør. Den er rigtig god til at lave en tæt dannet græsplæne, fortsætter han. 

Ønsker flere elever

Der bliver blot færdiguddannet mellem 5 og 10 groundsmen om året fordelt på Sandmoseskolen og på søsterskolen i Roskilde. På de fire årgange ved Brovst er der tilsammen blot 18 elever.

- Vi er et kæmpe fodboldland, og vi går meget op i fodbold. Så det virker helt vanvittigt, at der kun er 5-10, der går igennem den her ekstremt gode uddannelse. Så kendskabet er ikke ret stort, siger Rasmus Studergaard Nielsen.

Der er plads til mange flere elever, og skolen er gået i offensiven for at rekruttere flere elever. Blandt andet ved at gå i dialog med folkeskolerne.

- Vi har et mål om som minimum at fordoble vores optag, siger uddannelseschefen. 

Rasmus Studergaard Nielsen håber, at flere unge fremover ønsker sig en fremtid som groundsman.
Rasmus Studergaard Nielsen håber, at flere unge fremover ønsker sig en fremtid som groundsman.

Vinter er en udfordring

Natten til onsdag meldte sneen sin ankomst i det meste af Nordjylland. Det omskiftelige vejr i Danmark giver en udfordring for den perfekte fodboldbane. 

- Hvis græsset bliver for højt, inden man klipper det en sidste gang inden vinter, så kan man risikere, at der kommer sneskimmel, siger Kasper Jensen. 

Sneskimmel er hvide plamager, som opstår på græsplænen, og som kan slå græsfrøene ihjel. 

- Så det er vigtigt at få tilrettelagt, hvornår man klipper det sidste gang, siger Kasper Jensen.

 Derfor gælder det om at følge med i, hvad vejrguderne bedriver. 

- Jeg tænker, at alle groundsmen kigger på vejrudsigten dagligt for at se, hvad der sker de næste par dage. Hvad skal vi være klar på?, siger Palle Vinther Poulsen.  

Palle Vinther Poulsen og Kasper Jensen håber begge på, at uddannelsen som groundsman kan score dem et job hos en fodboldklub i fremtiden. Efter planen er de færdiguddannede i 2026.

Et græsfrø er ikke bare et græsfrø. Rajgræs, engrapgræs og rødsvingel skal danne den perfekte blanding.
Et græsfrø er ikke bare et græsfrø. Rajgræs, engrapgræs og rødsvingel skal danne den perfekte blanding.

Seneste nyt

fra Nordjylland